190 / 213
190
JU L IU S LEHMANN
sletteligste indtryk gjorde de dramatiske brudstykker: Scener af »Gen
boerne«, »Æventyr på Fodrejsen«, og fremfor alt Falstaffscenerne af
»Henrik IV«. Mantzius var jo af ydre den livagtige Falstaff; og hans
fortolkning af dette kødbjerg med den lave karakter og den ophøjede
bon sens
hører utvivlsomt til perlerne i dansk skuespilkunst. Hvad
der gjorde nydelsen endnu større, var de mange anekdoter, der løb
om oplæseren. Vi vidste, at han var blevet afskediget fra Det kgl.
Teater, fordi han havde offentliggjort en pjece »Har justitsråd Berner
(en af direktørerne) ben i næsen?« og vi havde hørt, at han som eneste
gunst skulle have udbedt sig tilladelse til vedblivende at benytte teatrets
kloset, da det ville være ham »en udsøgt nydelse hver dag at sk... på
anstalten«. Det hed sig også, at han drak; vi sad derfor altid i spæn
ding, når han trådte ind, og var henrykte, da han et par gange virkelig
syntes påvirket af spiritus.
Der var i min klasse mærkværdig lidt sammenhold. Med et par af
kammeraterne havde jeg allerede hos frk. Jessen sluttet venskab, med
tre andre spillede jeg efter konfirmationen Whist. Men de allerfleste
kendte jeg slet ikke udenfor skolen. Til den efterfølgende klasse følte
jeg mig nærmere knyttet. I den fandtes de bedste skuespillere blandt
eleverne, således Thorkild Rovsing, Aage Duus og Edgard Høyer.
De havde en forening, hvoraf jeg blev medlem. Formålet var at give
offentlige forestillinger, dette blev mærkeligt nok tilladt os. Vi spillede
dels i »Gamle Frimurerloge«, dels på Hofteatret, som blev gratis
udlånt i veldædigt øjemed. Et af de stykker, vi opførte, havde Edgard
Høyer skrevet. Vi morede os dejligt; men det gik naturligvis ud over
skolearbejdet. Rent ud sagt: jeg tror nok, jeg i de sidste år var
meget
doven. Deraf kommer det vel også, at jeg endnu bestandig har en
følelse, som skulle jeg til eksamen og kunne ikke blive færdig med
repetitionen. Navnlig er jeg meget bange for latin og historie. Endnu,
da jeg havde haft 25 års jubilæum, hændte der mig følgende: Jeg kom
gående over Frue Plads, stærkt optaget af et teaterspørgsmål. Mit blik
strejfede Metropolitanskolen. I samme nu slog det ned i mig: Du er
jo gal at gå her og dovne; hvordan skal du få repeteret færdig? Jeg
styrtede hjemad og var langt nede i Kannikestræde, før jeg kom til
besindelse.
1878 tog jeg studentereksamen, 16% år gammel. Det var en skrap
prøve, tør jeg nok sige. Alene den skriftlige del! Nu kræves der kun