185 / 213
M IN SKOLETID
185
lemstor dreng til at lande i glideflugt ved den fjerneste væg. Selv hav
nede jeg engang i brændekassen. Det var nydeligt arbejde, og jeg
nyder det endnu:
A thing of beauty is a joy forever.
Rektor Birch fremhævede altid betydningen af, hvad han kaldte
»der gelegentliche Unterricht«. Han gjorde også hæderlige forsøg
på at udvide vor åndelige horisont; men det lykkedes ham aldrig at
få tag i os. Der var noget ved hans ydre fremtræden, som vi fandt
komisk. Han lignede Oehlenschlåger på hans ældre dage, da han var
konferensråd med tilhørende mave og dobbelthage. Han smaskede
med de fyldige læber, og han accentuerede toppunktet af sine tirader
ved at knipse med fingrene. Hans kundskaber var nok omfattende,
men ikke dybere, end at vore spørgsmål hurtigt kunne nå til bunds.
Den »gelegentliche Unterricht« artede sig stundom noget mærkeligt.
En dag, i næstøverste klasse, gjorde han pludselig en længere kunst
pause og råbte så med et lystent smil: »har I ikke lagt mærke til, at
der er en ganske egen duft ved unge kvinder?« En anden gang be
gyndte han en time med at kaste dybsindige blikke omkring sig, hvor
på han højtidelig fremsatte det spørgsmål: »Er der musik i himlen?«
Hver enkelt af drengene måtte besvare det. Og hver gang én sagde:
»ja«, udbrød rektor med Mariae-Himmelfarts-øjne: »Åh, han tror,
der er musik i himlen!« Men hver gang én sagde: »nej«, lød råbet:
ȁh, han tror
ikke,
der er musik i himlen!« Jeg har glemt løsningen
på denne rebus; jeg husker blot, det var noget dialektisk vås. Rektor
dyrkede nemlig Hegel i Heibergs fortynding.
Næ, så var der en anden lærer, som fik langt større betydning for
os, som vakte os alle af dvale og prægede mange af os for hele livet.
Han hed dr. phil. Victorinus Pingel, i daglig tale »Pingeling«. Han
var en luende fakkel i det kolde mørke, stormvejr over døsende død
vande. Han var ung; han var radikal. Han var lærd, både filolog og
geolog; men han kunne tale som en digter. Han ligefrem spruttede
af iver og begejstring, så der stod et springvand ud af munden på
ham. Han skildrede hellenismens herlighed, og han bragte os bud om
vor samtids rørelser. Navne som Georg Brandes og Holger Drach-
mann hørte vi for første gang berømmede af ham. Aldrig glemmer
jeg den time, der egendig skulle have været brugt til noget ganske
andet, men hvor han fremtog Drachmanns »Dæmpede Melodier«.
Den var lige udkommet, ingen af os kendte den. Så begyndte han at