184 / 213
184
JUL IU S LEHMANN
med selvagtelse foretog sig, såsnart han havde truffet sit valg, var
fuldstændig at negligere de fag, som ikke havde afgørende betydning
for retningen. Således kunne en vordende græker aldeles ikke være
bekendt at have interesse eller blot anlæg for matematik. Ja, selv fy
sikken, som grækerne netop læste i de to sidste år, og som endda var
eksamensfag til artium, havde man pligtskyldigst at behandle med
foragt. På lignende måde forholdt matematikerne sig overfor de klas
siske sprog; følgelig var det et frygteligt spild af tid, så længe vi blev
undervist sammen i alle fag. Og grækerne gik ud til livet næsten blot
tet for praktisk viden, ukendt med naturlovene og deres anvendelse.
Foruden de mange slette og ligegyldige var der dog også et par
virkelig fremragende lærere. Således adjunkt Pullich. Han docerede
den af os grækere foragtede matematik. Men hans ganske uomtviste
lige dygtighed og den kultur, som prægede hans hele fremtræden,
gjorde ham både agtet og afholdt; selv om man ikke ville lære noget
af ham, kunne man aldrig finde på at holde »sjov« i hans timer. Så
var der adjunkt Fog, læreri geografi, zoologi og botanik, en helt an
den type: livlig, spøgefuld og kammeratlig. Han satte sig i timen ned
blandt drengene; og han eksaminerede dem ikke enkeltvis, men snak
kede med dem alle på én gang, førte selv ordet og lod så pludselig et
spørgsmål falde snart til højre, snart til venstre. På den måde holdt
han os vågne, skønt hans fag »kun« angik naturen. Det er iøvrigt be
tegnende for tidens »anstændigheds« begreber, at det afsnit i zoolo
gien, der omhandler mennesket, blev fuldstændig sprunget over, og
et så vigtigt spørgsmål som formeringen kun omtaltes for planternes
vedkommende. Vi lærte nok, at nogle dyr »fødte levende unger«; men
hvordan de bar sig ad med det, fik vi aldrig at vide. Ja, vi blev stu
denter, uden at endnu nogen voksen person havde givet os nogen som
helst oplysning om de seksuelle fænomener. Følgen heraf var natur
ligvis, at alt, hvad der angik kønslivet, stod for os som noget højst
pikant »svineri«, der i en ganske unødvendig grad pirrede vor nys
gerrighed og beskæftigede fantasien.
Hr. Kinzi, skrivelæreren bør også nævnes, ikke blot for sin form
fuldendte skønskrift —et rædselsfuldt begreb —men også for sine vel
skabte lussinger. Dengang var man endnu så fornuftig, at læreren
straks på slående vis afgjorde sine små mellemværender med en elev
i stedet for at sladre til hjemmet, og
han
kunne med ét slag få en mel