179 / 213
M IN SKOLETID
179
gjort til bogen. Bogen plumpede ned - og der var jo ingen, der anede,
hvordan det kunne være gået til. I næstsidste skoleår havde min klasse
for skik, til disse timer at gøre indkøb af wienerbrød, frugt og lignende
spisevarer, som falbødes af mons. custos. Dermed dækkede vi bord,
Når så læreren kom ind, erklærede vi bestemt, at vi ikke havde tid til
at høre på ham, men hvis han ville, kunne han få lov til at spise med.
Denne forlystelse var dog nærved at få en sørgelig afslutning. Det
hændte nemlig engang, at professor Adolph Steen kom for at inspi
cere. Så snart han viste sig, forsvandt naturligvis alle lækkerierne ned
under bordet. Men lidt ind i timen var der en af os, som ikke kunne
dy sig for at gnaske på en pære. Nu havde Steen uheldigvis et træk
om munden, der vist slet ikke var elskværdigt, men af os blev opfat
tet, som om han bestandig smilte. Derfor kom der snart en kage frem,
så nogle brystsukkere. Frækheden bredte sig efterhånden til os alle, og
timen endte som et åbenlyst symposium. Professoren sagde ikke noget
dertil; han smilte kun sit uforanderlige smil. Vi fandt ham uhyre ind
tagende og fordomsfri. Men sagen indbragte bagefter os en tordentale
af rektor og havde nær kostet læreren hans stilling.
Drilleriet holdt sig ikke engang indenfor skolens mure. Næsten alle
lærerne havde naturligvis mere eller mindre foragtelige øgenavne.
Der var således en religionslærer med rødt hår og kindskæg, som
aldrig hed andet end »Hoseas«. Når han ville høre os i de små pro
feter, lo vi, så ingen af os kunne tale. Han boede i St. Pederstræde;
altså måtte han for at komme til skolen passere Frue Plads. Men nu
hændte det en morgen, at han fandt hele kirkemuren dekoreret med
en fortløbende række »Hoseas« i lysende kridtbogstaver. Manden vid
ste jo godt, hvad det betød. Han klagede til rektor, men fik vist aldrig
opklaret, hvem synderne var. Derimod hændte det kort efter, at nogle
af de store drenge trak mig, som dengang var io - i i år gammel, ind i
hans port og lokkede mig til med kridt at male et overdådigt »Hoseas«.
Også det kom for rektor; og jeg, som desværre altid har lidt af sand
druhed, gik straks til bekendelse. Læreren tog en hævn, som den dag i
dag gør mig varm: han bad mig fri for straf. Og i den første time, jeg
havde med ham, kom han straks hen, hvor jeg sad; han talte ikke et
ord, men han lagde i min hånd det største og smukkeste æble, jeg har
set. Da svor jeg mig selv en ed, at jeg
aldrig
ville drille ham mere. Og
jeg må sige til min ros, at jeg holdt den i fjorten dage.