176 / 213
176
JU L IU S LEHMANN
slap jeg for godt køb. Hvert menneske har jo én skønhedsperiode;
jeg var dum nok til at tage min så tidligt. Blandt andet havde jeg
en meget blød hud, som hos »de store« forskaffede mig øgenavnet
»fløjlspapir på kinderne«. Jeg blev derfor i høj grad protegeret og
måtte snarere lide kæl end prygl.
Hvad der for øvrigt i mit første skoleår gjorde et alt overvældende
indtryk på mig, var den fransk-tyske krig og de patriotiske rørelser,
den fremkaldte hos skoleungdommen. Eleverne i de øverste klasser
havde jo oplevet 1864. Ingen tvivlede på, at hævnens time nu var
slået. Begejstringen gav sig de mærkeligste udtryk. En gang blev i
frikvarteret de mest umusikalske drenge samlet sammen og stillet
op på bænken omkring lindetræet. Dér måtte de af fuld hals skråle
»Marseillaisen«, medens alle kammeraterne marcherede rundt og
brølede af henrykkelse. Det stemte forbandet, men var forbandet
stemningsfuldt: I de
store
øjeblikke sprænger vi jo da heldigvis vor
kultur-fernis og bliver til dyr igen. Hvorledes man forholdt sig overfor
de tyske sejre, har jeg glemt. Derimod husker jeg tydeligt den uvil
kårlige agtelse, hvormed jeg blev behandlet i skolen, da Orla Lehmann
på dette tidspunkt døde, og man opdagede, at det var min farbroder.
Jeg var stolt deraf, men fandt mig forpligtet til at vise mere sorg, end
jeg følte.
Cabotin!
Allerede i 1871 tog rektor Borgen sin afsked og fik til efterfølger en
anden etatsråd, ved navn Birch. Han regerede hele resten af min
skoletid. Til at begynde med strammede han disciplinens tøjler.
Ganske uskyldig var jeg ved at blive et offer for hans nidkærhed.
En af mine klassekammerater hed Tutein. Hans bedstefader, den
bekendte storkøbmand, skulle fejre sin 80 års fødselsdag. I den anled
ning blev der indstuderet Rombergs symfoni for børne-ørkester, og til
menuetsatsen skulle 6 par børn danse i rococodragter. Jeg blev opfor
dret til at være en af de små kavalerer. Men et par dage før festen
fik jeg feber og måtte blive hjemme fra skolen. Det var for sent til
at sætte nogen anden på min plads i dansen. Med lægens billigelse
blev det da indrettet således, at jeg på festaftenen hentedes pr. vogn,
dansede og straks efter blev kørt hjem og lagt i seng. Den aften står
for mig i et ganske uvirkeligt lys: Ankomsten til den store fornemme
patriciergård (på hjørnet af Vimmelskaftet og Hyskenstræde, dér,
hvor senere Café Bemina blev etableret), de strålende lysekroner, de