181 / 213
M IN SKOLETID
1 8 1
febrilsk søgte efter noget på katederet. »Er der da ikke nogen af jer
andre som véd, hvad det betyder?« men i øjeblikket var der ingen,
som fandt for godt at vide, hvad det betød. Pause. Med ét råber så
rektor i den ynkeligste tone: »Åh, jeg får så ondt i min mave! Vent
lidt - jeg kommer straks igen!« Dermed for han ud af klassen og ned
i stueetagen, hvor han boede. Så vendte han tilbage - påfaldende
hurtigt - med tryghed i ansigtet og »Freunds Schulerbibliothek« i
hånden.
Værst af alle var dog de lærere, som virkelig kunne deres sager;
hos dem manglede ethvert oplivende moment. Egentlig var der slet
ikke tale om
undervisning.
Intet blev gennemgået med os, intet for
klaret, intet gjort levende og personligt: Man fik sin lektie for: derfra
og dertil, skulle læse den på egen hånd, blev »hørt«, fik karakter og
ny lektie for: Derfra og dertil! Selve lærebøgerne var rene vidundere
af kedsommelighed, tør opremsning af nøgne fakta, uden forsøg på
at forme stoffet. Verdenshistorien, f. eks., dette herlige fag, som kan
rumme al menneskelig viden og visdom, åbne øjet for hele tilvæ
relsens udvikling og mål: Åh, Gud hjælpe os, det var en åndsfor
ladt beretning om de fyrster, der havde regeret, og de krige, som de
havde ført; hvilket år der var leveret et lille slag ved
den
lille by, og
på hvilke betingelser, der i det år blev sluttet en lille fred i en anden
hile by. Ja, selv om en fyrste ikke havde ført nogen krig og derfor
heller ikke sluttet nogen fred, selv om der siet ikke var noget andet
at melde om ham, så stod der alligevel,
når
han var kommet til tro
nen, og
når
han var kommet i jorden. Derimod blev kulturhistorien
behandlet som noget ganske ligegyldigt; dens stormænd havde egent
lig ikke anden betydning end den at have levet i vedkommende fyr
stes regeringstid. Og med omhu var stoffet ordnet således, at man slet
ikke fik anelse om den indre sammenhæng mellem de forskellige lan
des historie. Disse tusinder af årstal måtte vi ulykkelige børn proppe
ind i hjernen - og forvare dem godt. Det var jo nemlig ikke som nu,
hvor man til artium kun opgiver enkelte afsnit og har lov til at glem
me resten; næh, vi skulle sidde inde med den hele meningsløse viden
og kunne udspy et hvilket som helst årstal ligefra verdens skabelse,
som dengang også havde et. For at gøre faget endnu mere interesse
løst var det endda indrettet således, at den fjerneste oldtid blev be
handlet med størst udførlighed, jo nærmere vi kom vor egen tid, des