177 / 213
M IN SKOLETID
177
mange festklædte herrer og damer, dansen i silkedragt, med pudder
paryk og til orkester, hjemturen, hvor kinden brændte og pulsen ham
rede —det hele var som et æventyr! Men så kom virkeligheden. Da
jeg nogle dage senere påny blev sendt i skole, mødte rektor op. Med
højtidsfuld betagelse spurgte han mig, om det
virkelig
var sandt, at
jeg, medens jeg var sygemeldt på skolen, havde taget del i et bal. Jeg
forklarede ham sagens sammenhæng; hvorpå han i hele skolens påhør
dekreterede: »Ja, du
burde
jo vises ud af skolen. Men da du er så ung,
så du vel næppe har været dig rækkevidden af din forseelse bevidst,
skal jeg denne gang lade nåde gå for ret«. En herlig pædagogik, således
at overfalde mig lille purk, som kun havde gjort, hvad mine forældre
gav mig ordre til!
Nå, senere fejede kosten jo mindre skrapt - hvad følgende tildra
gelse kan bevise. Rektor Birch var en stor ven af bordets glæder. På
en eller anden måde havde han begyndt at pleje selskabelig omgang
med min mormoder, konferensrådinde David, hos hvem man spiste
overmåde godt. Så hændte det engang midt i halvfjerdserne, at en af
mine brødre for en virkelig forseelse blev stævnet ned til rektor. Han
sad stormægtig ved sit bord, på bordet lå et spanskrør. »Hvad er det
dog, du har gjort!!« råbte han med tordenrøst. Så slog han over
i en mildt bebrejdende tone: »Hvor kan dog sådan noget falde dig
ind?« Og efter en lille pause tilføjede han med inderligt velbehag:
»Vil du hilse din bedstemoder og takke for i torsdags; det var en gan
ske fortrinlig middag. Gå så, min dreng!«
Vi havde også fået en ny inspektor, et stort, rødfinnet mandfolk,
som ideligt for om, brølede op og uddelte lussinger. Med disciplinen
vedblev det alligevel at være småt bevendt. Drengenes hovedbeskæf
tigelse var at snyde og at drille lærerne. Snyderiet var i min klasse,
da vi blev noget større og frækkere, ligefrem sat i system. Hos én lærer,
som hørte dårligt, men havde gode øjne, skiftedes vi til at »kunne«
vore lektier. De, hvis tur det var, »supplerede under eksaminationen
dem, som havde fri«. Hos en anden, der havde gode øren, men var
svagsynet, anbragte man ganske ugenert sin åbne bog mod den foran-
siddendes ryg og læste lektien op. Så lidt blev der passet på os, at jeg
sammen med tre andre drenge et helt år igennem i en bestemt latin
time havde fast Whistparti. Og det var meget sjældent, at vi ikke
kunne føre det igennem. Gymnastikundervisningen snød vi os fra, så