172 / 213
172
JUL IU S LEHMANN
pålæg, som kartoffelskiver eller puddersukker. Brødet lå i en madkasse
af blik og var nok så appetitligt indsvøbt i avispapir eller bladene af en
udskreven stilebog.
Hvor klosettet befandt sig, kan jeg ikke huske. Men i bestyrerindens
spisestue var der et vægskab; og i det stod en metalspand, som benyt
tedes, når man skulle »et lille ærinde«. Dér stod også, på en hylde,
skolens naturhistoriske samling. Dens pragtstykker var en udstoppet
stær og en snog i spiritus. Fra dette sted mindes jeg en af mit livs
forfærdeligste tildragelser. Jeg måtte »ud« i naturhistorietimen og
havde fået besked på at tage stæren med, når jeg kom tilbage. Men
jeg kunne ikke nå den, så hoppede jeg, greb til - og stod dér, seks år
gammel, med halen i hånden, medens fuglen selv var lige ved at gå i
spanden. Endnu i dag har jeg afsky for stære. Jeg kan heller ikke lide
snoge. Derimod holder jeg meget af forskellige spirituosa.
Undervisningen blev anset for at være den bedste og mest »mo
derne« i København. Skolen havde ligefrem et stiltiende privilegium
på at få sine elever optaget i Metropolitanskolen. Jeg har også indtryk
af, at vi lærte mærkværdigt meget. Rent ud sagt: det meste af, hvad
jeg véd, kan jeg takke frk. Jessen for. Noget ganske nyt var brugen af
»anskuelsesmetoder«. Når det, f.eks., var forklaret, hvorledes muld
varpens gravepoter sad på kroppen, og hvorledes de benyttedes under
arbejdet, sagde lærerinden: »Så er vi alle muldvarpe«. Hvorpå både
hun og drengene satte hænderne i siden med fladen bagud og lod, som
om vi skovlede jord tilside. For at øve os i udtalen af det engelske
stemte »s« - vi dyrkede nemlig også fremmede sprog - holdt frøkenen
et stykke elastik i hænderne. Så længe hun trak det ud mod begge
sider, måtte vi alle sige: d d d ; når hun slap det, udstødte vi et hvis-
lende »s«. Hvad man har lært på den måde, husker man evigt, selv
cm det er forkert. Og det kan jo ikke nægtes, at vi undertiden fik
mærkelige ting at vide. For eksempel, at man i Cotes d’Or gravede
»fransk guld«, som var det fineste, der fandtes.
Lærerstaben bestod af kvinder, og drengene behandledes fruen-
timmeragtigt. Opførte man sig »pænt«, blev man overhængt med kys
og kærtegn. Men hver forseelse fik sin straf, og straffen var tit barba
risk. En af de mest yndede bestod i at samle synderens fingerspidser
og slå løs på neglene med en tyk lineal. Angiveri var en fortjenstfuld
gerning. Jeg havde engang i frikvarteret til en af de andre drenge sagt