173 / 213
MIN SKO LET ID
173
Metropolitanskolen. Fot. på Bymuseet.
noget mindre pænt om en lærerinde. Jeg mente det slet ikke; men jeg
syntes, det lød flot. Drengen lige hen til lærerinden: »Frøken, véd De,
hvad Lehmann siger?« »Nej, hvad siger han, min lille ven?« »Han
siger, De er et fjols«. I stedet for at stikke den slavesjæl en lussing,
trommede hun klassen sammen, »min lille ven« fik ros, og jeg fik klø.
Foruden de egentlige lærerinder hørte der til personalet endnu en
dame, som stod i et noget bagvendt forhold til eleverne. Det var en
ældre, kappeklædt kone, hvis dagværk bestod i at gå rundt og snuse
sig til, hvem af børnene der »lugtede«. Den utætte blev så vist udenfor.
Nogen gymnastiksal ejede dette moderne institut selvfølgelig ikke.
Men én gang om ugen kom der kl. 2 en uniformeret sergeant med
mange alen overskæg og førte os i flok hen til Larslejsstrædes skole.
I dens gymnastiksal fik vi så en times motion. Det var alt, hvad man
ofrede på vor legemlige uddannelse.
I juni 1870 blev jeg —endnu ikke 9 år gammel - indstillet til opta
gelse^ i Metropolitanskolen. Den brave frk. Jessen medgav mig en
anbefalingsskrivelse, hvori det ordret hedder: »Det er med bedrøvelse,