178 / 213
178
JU L IU S LEHMANN
snart det lod sig gøre. Begrebet »sportsinteresse« kendtes ikke dengang.
Tiden var æstetisk og »åndig«. Legemet blev betragtet som et nød
vendigt onde, nærmest noget upassende noget, der helst måtte igno
reres og skjules. En dreng med selvagtelse fandt det under sin værdig
hed at træne kroppen, vi mente for fuld alvor, at kun »idioterne«
kunne være flinke til gymnastik. Derfor var det mange af os en æressag
at skaffe sig svagheder, hvorved man blev fri for de to ugentlige
timer. Jeg havde et misundelsesværdigt anlæg for leddevand i knæet:
så jeg kunne »drive den af« lang tid ad gangen.
Det drilleri, som lærerne var udsat for, gik ud over alle grænser. Et
meget yndet trick bestod i at anbringe den store kakkelovnsskærm på
en sådan måde, at den, når læreren gik forbi, måtte falde omkuld.
Den var af svært metal og gjorde et mageløst spektakel. Der blev sat
knappenåle i katederstolen. På den sorte katederplade blev der hældt
blæk, som det troskyldige offer så fik på fingre eller frakkeærmer.
Havde en lærer hængt sit overtøj ind i klassen - først senere blev der
indrettet et lærerværelse - kunne han ved timens begyndelse finde
paraplyen dinglende opslået under loftet. Og ned fra den hang i en
snor hans frokostpakke, som drengene havde »neglet« ud af frakke
lommen. I timen blev de lærere, der mest var til »sjov«, bombarderet
med små sammentyggede papirskugler. Eller man dannede spiral
fjedre af stift papir, trykkede dem ned mod bordpladen og lod dem
så med et svup springe op på katederet, de mest ondskabsfulde dyp
pede først spidsen i blækhuset, og det var »evigt spænd«, når en sådan
flyver havnede i den statelige læderbetrukne protokol, der lå opslået
foran læreren - jeg vil nu slet ikke tale om, hvis den dalede ned i
hovedet på ham. Fysiktimerne blev anvendt til ganske særlige skurke
streger. Vi havde en både elskværdig og dygtig lærer. Men hans tale
lød som en række små eksplosioner, og han forstod aldeles ikke at
sætte sig i respekt. Undervisningen foregik i et halvmørkt lokale.
Eleverne sad på begge sider af et langt bord, adjunkten ved den ene
bordende. Noget fra hans plads kunne der så være henlagt en bog.
Der var ikke noget mærkeligt ved den. Førend den midt i timen be
gyndte at røre sig, ganske småt. Læreren så forbavset derhen. Nu rejste
den sig på højkant og gjorde nogle sirlige spring. Læreren greb efter
den; men i samme nu for den op under loftet. Derved brast den tynde
tråd, som fra en drengenæve var ført op over en krog i loftet og fast