183 / 213
M IN SKOLETID
183
kunne gøre sig forståelig på noget fremmed sprog og med en rent ud
panisk rædsel foir at gøre grammatiske bommerter. Jeg husker for mit
eget vedkommende, hvorledes det gik mig, da jeg to somre før eksa
men artium tilbragte ferien i Tyskland. Hver gang jeg skulle sige
noget, måtte jeg indvendig gennemstøve de forskelligste afsnit af
grammatikken: det ville jo have været forfærdeligt, om jeg f.eks. hav
de ladet en præposition styre dativ i stedet for akkusativ! Og følgen
blev, at jeg aldrig fik munden op. Endnu sidder denne frygt mig i
blodet; jeg bliver den aldrig kvit.
Det var endda kun de færreste, som nåede til at kunne læse en tysk,
engelsk eller fransk bog; på grund af det grammadske pindehuggeri
blev vort ordforråd utilstrækkeligt. End ikke i latin, som vi dyrkede år
efter år med indtil seks timer ugentlig, drev man det til at kunne for
stå en nogenlunde vanskelig tekst. Af græsk, som vi kun havde to ti
mer om ugen, lærte vi netop så meget, at vi uden besvær kunne glem
me det på to år. Værst var det dog, at der ved denne form for under
visning blev indpodet os et ligefremt had til de forfattere, som måtte
holde foir. Derved snød man
os
for mangen glæde senere hen. Jeg har
således aldrig kunnet tænke mig at åbne Homer, af hvem jeg i skolen
havde døjet en enkelt sang: han skrev jo dog kun for at vise, hvor
godt han kendte Madvigs grammatik. Først i 1916 kom jeg ved et
rent tilfælde til at blade i Wilsters oversættelse og opdagede, at jeg
havde levet et helt liv uden at kende det mest plastiske, kæmesunde,
dagklare digterværk, der nogensinde blev frembragt.
Endnu én omstændighed bidrog til at forringe skolens betydning.
Eleverne havde dengang kun to retninger at vælge imellem: den
»sproglig-historiske« og »den matematisk-naturvidenskabelige«: man
var enten »græker« eller »matematiker«. Sansen for det reale liv og
de eksakte videnskaber var overhovedet kun ringe; Ved Metropolitan-
skolen, hvis klientel væsentlig skrev sig fra embedsstanden, og hvis
lærerpersonale var vokset op i ubegrænset respekt for begrebet »Mad
vig«, blev de lige netop tålt. I en nogenlunde anstændig klasse sad
der højst 5-6 matematikere. De blev af grækerne betragtet som et art
lavere dyr - så meget mere, som de tit var flinke til gymnastik og kunne
»tæve« de æteriske åndsaristokrater. Derved opstod et modsætnings
forhold mellem eleverne indbyrdes, som var til stor skade for kamme
ratskabet. Og —hvad der betød endnu mere —det første, en dreng