180 / 213
180
JU L IU S LEHMANN
Egentlig er det nu ikke til at undres over, om drengene selv for
søgte at bringe noget liv i skoletilværelsen; for munter var den ikke,
ej heller skikket til at vække respekt enten for fagene eller d’herrer,
som docerede dem. Vi havde lærere, som åbenlyst forsømte tjenesten.
Således én, der skulle undervise os i matematik, men hvis hovedbe
skæftigelse var at tjene som forlystelsesråd for det halve København.
Han kom i reglen farende ti minutter efter timens begyndelse og gav
sig straks til at sende nogle af eleverne i byen for sig. Lykkeligst var
den, som med et ærinde skulle »stikke ud på Amalievej«, hvor man
den boede; for det kunne med god vilje forslå til hele timen. Andre
lærere tog mod besdkkelse. Det hændte således, at en dreng, hvis fader
var skomager, kom i skole med et par nye støvler; de havde lange
skafter og lakerede kraver. Hr. N.N. beundrede dem og sagde: »Jeg
ville skam gerne have sådan et par støvler«. Næste dag meldte dren
gen: »Jeg skulle sige fra fader, at hvis De ville komme op og få taget
mål, skal han gerne sy Dem nogle støvler ligesom disse«. Hvor utroligt
det lyder, blev tilbudet virkelig modtaget, og skomagersønnen i lang
tid begunstiget. Samme lærer gjorde overhovedet utilbørlig forskel på
eleverne. Jeg var så heldig at være blandt hans yndlinge. Når det viste
sig, at jeg ikke kunne noget, sagde han altid: »Jeg gider slet ikke høre
dig; sæt dig ned, dit svin!« så slap jeg for at få karakter. Jeg fandt
det upassende, men behageligt.
Skønt lærerpersonalet i løbet af min skoletid blev væsentlig fornyet
og forbedret, var der dog til stadighed nogle, som vakte vor spot ved
at vise sig utilstrækkelig funderede. Blandt dem fandtes selveste rek
tor, som havde de øverste klasser i latin og græsk. Når eksaminanden
ikke kunne finde en eller anden by på vægkortet over den antikke
verden, sagde rektor med dybeste hån: »Ved du ikke, hvor den er?«
og råbte triumferende: »Dér! Dér ligger den!« medens han med den
lange pegepind beskrev en kreds, der omfattede det halve Græken
land, og skønt det var eleverne strengt forbudt at benytte oversættel
ser af de gamle forfattere, stillede rektor selv bestandig med »Freunds
Schlilerbibliotek«, der indeholdt både oversættelser og forklaringer
(vi kendte den begribeligvis allesammen formedelst selveje). Så var
der en gang, hvor eleven stoppede uhjælpeligt op ved en glose. Rek
tor blev ved med hånligt at gentage: »Véd du ikke hvad det betyder?
- V é d du
virkelig
ikke, hvad det betyder?« medens han stadig mere