135 / 225
H A A N D V Æ R K OG I N D U S T R I
121
ten indsendte Forslag til nye Lavsartikler er endnu bevaret. Man ser deraf, hvor
haardt det er faldet de gamle Mestre at opgive Tanken om Mesterstykket. Hvordan
skulde Verden vel kunne bestaa, blot saa længe som til Paaske, naar enhver kunde
rende hen og blive Mester! Sadelmagerne havde — paa en Maade der bedre end
noget andet oplyser os om den overordentlig ringe Respekt, man havde for selve
Kgl. Majestæts Love og Befalinger, — straks efter Forordningen af 16 13
0111
Lave
nes Ophævelse, ganske rolig paa et Lavsstævne erklæret, »at eftersom vor Skraa er
os frataget af vor naadige Øvrighed, da ville samtlige menige Lavsbrødre blive ved
den gamle, forefundne Skraa, som nu findes udi vort Skrin.« Det var aabenbart
Folk, som det ikke var let at trækkes med! Og saa' stædige var Snedkerne da heller
ikke. De forfattede en Række nye Artikler og indsendte dem til Magistraten.
Eftersom, hedder det her, »ingen billigen kan kaldes en Mester paa noget Haand-
værk, med mindre han det tilforn i nogen Maader bevist haver«, anmoder de den
gunstige Øvrighed om at ville være betænkt paa »et godt Middel, Haandværket til
Forbedring, saa at,
0111
end skønt der ikke skal gøres nogen Mestergerning, . . . der
dog maatte bevilges noget at gøre, enten en Ridsning (Tegning) paa et Stykke Ar
bejde, hvad som kan foregives, Snedkerværk belangende, en Vinduesbue eller noget
andet, som sædvanligt kan være, efter den gunstige Øvrigheds gode Tykke, forme
delst at Drenge, som samme Haandværk lære og derefter sig udi andre Nationer
ville forsøge, kunde des bedre blive fordret og ej spotteligen forhaanes, fordi de ej
sit Haandværk hos den, som nogen Mestergerning gjort havde, som ellers af gam
mel Tid haver været vanligt«, lært havde, »tilmed og at Drengene ikke deres Ung
dom udi Haandværkernes Misbrug skulle henbringe og saa snart de af deres Lære
udkommer, skulde dennem paa deres egen Haand nedsætte, dennem til Fordærv.
Anseendis vi ikke hermed nogen voris Fordel ville vide, men langt mere Ungdom
mens Gavn og Bedste.«
Det kunde jo lyde overmaade smukt og nydeligt med denne Omsorg for Ung
dommens Oplærelse, men det er et Spørgsmaal, om det var stort andet, end en
Talemaade. I alt Fald viser tre Kongers stadige Klager over Manglen paa dygtige
Haandværkere, Klager, der altsaa spænder over mere end et Hundrede Aar, at hver
ken Mestrenes Omhu for deres Læredrenge eller det saa højt lovpriste Mesterstykkes
Udførelse var nok til at bringe Svendene op paa et saadant Standpunkt, at de
formaaede at fyldestgøre de Krav til Haandværkerdyg’tighed og Snille, som Tiden
krævede.
Og de tre Konger, Christian III., Fredrik
II.ogChristian IV. kunde vel bedre,
end nogen anden tale med
0111
dette Spørgsmaal. Det var uden Spørgsmaal Landets
største Arbejdsgivere. Ingen anden Mand i Landet sysselsatte blot tilnærmelsesvis et
saa stort Antal Haandværkere som de, i alle Fag. Under Manglen paa hjemlig Due
lighed, maatte de da i hin store Byggeperiode søge til Udlandet. Særlig fra Neder
landene og Nordtyskland, men ogsaa fra andre Lande i Europa indkaldte de tre
nævnte Konger, men dog især Christian IV. en stor Mængde Haandværkere, hvis
Komme her til Landet blev af den største Betydning for det danske Haandværk.
For det første mistede dette paa mange Omraader sin nationale Karakter og blev
lortysket lige saa meget hvad Sprog, som hvad Skikke angaar, og tor det andet blev
der tilført det en Mængde dygtige Elementer.
Denne store Tilstrømning af fremmede Haandværkere og Kongens samtidige