137 / 225
H A A N D V Æ R K OG I N D U S T R I
123
at Lavene ikke længer maatte holde nogen Dreng ude fra Lavet paa Grund af uægte
Fødsel, kan man jo nok forstaa, at de kunde føle Tilbøjelighed til at klamre sig
last til det gamle, solide, tilvante, som havde staaet i sin Prøve, og hellere lade sig
skylle bort med det, fremfor at falde til Føje for den nye Tids Fordringer. De var
altfor indlevede i de overleverede Former til at kunne indse det rigtige, — det hu
mane havde Menigmand dengang ikke Tanke for
i Christian IV.s Raisonnement,
at det var langt bedre, »at en Uægte kunde tjene til Livets Ophold ved ærligt Haand-
LADEGAARDSAAEN 1893
værk, end at skulde opholde Livet ved Lediggang«, og holdt lige saa stift paa de
Uægtefødtes Udelukkelse fra det »ærlige Haandværk«, som de holdt paa Mesterstyk
ket og paa deres Ret til selv at bestemme, hvormange Mestre der maatte være i
hvert Haandværk, altsaa til selv at regulere den aarlige Tilgang. Og Haandværkerne
blev de stærkeste. Ved Midten af Aarhundredet gik alt væsentlig i de gamle Spor,
over for gammel Fordom, gammel Vane og egenkærlig Lavspolitik havde Konge
magten maattet trække det korteste Straa. Det kan se mærkeligt ud, men det bliver
forklarligt, naar man erindrer, at de Mænd, der skulde have ført Kongens Tanker
ud i Livet, ikke var Regeringens Tjenere, kongelige Embedsmænd, men derimod
Rorgmestre og Raad, Borgernes egne Tillidsmænd, der ikke altid stod trit ovei foi