120
K Ø B E N H A V N 1536—1660
ling.« For en Mands Kjortel at fore maatte de tage l 1/* Mark, for en stor Doktor
eller Præstekjortel 3 Mark, for en Kvindekjortel 1 Mark, for en Saiens Kjortel med
Bræmme 1V2 Mark, en Trøje 8 Skilling« osv. osv.
Paa samme Maade blev der sat faste Priser paa alt andet Haandværksarbejde.
Murere, Tømmermænd, Snedkerne og andre fik fastsat, hvor meget de maatte tage
i Dagløn, naar de arbejdede paa egen Kost, og hvor meget, naar de fik Kosten
osv. osv.
Der var sikkert anvendt et stort Arbejde paa denne Kundgørelse for gennem den
at regulere Priserne i det daglige Liv, men den fik ikke bedre Skæbne, end andre og
tidligere Paabud af lignende Art'. Regeringen havde ikke Myndighed nok til at sætte
sin Villie igennem, og Klagerne over Lavenes Overgreb vedblev som før.
Da besluttede Christian IV. endelig at gøre et Forsøg med at ophæve Lavene.
Dette skete ved et Reskript af 19. Juni 16 13. Af alle de Bevæggrunde, han kunde
have dertil, har han kun anført den, der paa Forhaand maatte siges at være den
mest populære, nemlig Lavenes Bestræbelser for at tvinge Befolkningen til at betale
høje Priser for Haandværkets Frembringelser.
»Vi kommer naadigst udi Forfaring,« siger Kongen, »om den store Uskikkelig
hed og Modvillighed her udi Riget med Haandværksfolk og andre om Skraaer og
Lavsret sig begiver, idet de paa det højeste besvære vore Undersaatter med hvis de
(disse) hos dem skulle lade gøre og forarbejde, og ellers deres Varer dem over sæt
ter, (dvs. sætter i saa høj Pris) saa de ikke for en billig Værd det, de skulde købe
og til sig forhandle, kunne bekomme, hvortil deres Skraaer og Lavsret dem Anled
ning giver, efterdi enhver her i Riget sin Næring og Haandværk ubehindret ikke
maa bruge, med mindre de først have vundet Lavet.«
For Fremtiden skulde det staa enhver Haandværker frit for at nedsætte sig, hvor
han vilde og bruge sit Haandværk, naar han havde gjort sin Borgered og betalt
Byens Tynge. Men alle tjenstløse Haandværksgeseller, som ikke have svoret Borgered,
men ulovlig brugte deres Haandværk, de skatteydende Borgere til Skade og Afbræk,
skulde møde paa Raadhuset og vinde Borgerskab og angive sig selv for Hus, Skat
og Vagt eller lage Tjeneste bos Borgerne. Og samtidig blev det disse forbudt at huse
Haandværksfolk, som ulovlig brugte deres Haandværk.
Ved Reskriptet af 19. Juni 16 13 blev saaledes alle
Skraaer og al Lavsret ophæ
vet i hele Riget, »indtil vi særdelis noget Haandværk med anden Skraa eller Lavs
ret herefter ville benaade.« Det var altsaa kun et Forsøg, men et Forsøg, som viste,
at Lavsorganisationen ikke kunde undværes endnu. Det Resultat var Christian IV.
ikke længe om at komme til. 10. Oktober 1621 fik Mestrene i de nedlagte Lav »paa
det at Haandværkerne her i Byen maa bringes paa Fode« Paabud om at forfatte
nye Lavsartikler og indsende dem til Magistratens Godkendelse og Stadfæstelse. Dog
skulde det være Lavene forbudt at gøre Aftaler om
Køb og Salg, — med andre
Ord, det overlodes Magistraten at sætte Pris paa deres Varer, — og Igangskost og
Mesterstykke skulde være ganske afskaffet. Naar nogen vilde bruge et Haandværk,
skulde han lade sit Navn indskrive hos Oldermanden, men maatte ikke understaa
gøre Gæstebud eller Mesterstykke. Overtrædelse af dette Bud medførte Bøder
baade for den nye Mester saa vel som for de indbudne Gæster.
Det af Snedkerlavet efter Kongens Opfordring af 10. Oktober 1621 til Magistra