129 / 225
S Ø F A R T OG H A N D E L
115
Plads. Det hed den Gang Pjaltemarked og var Forløberen for senere Tiders Loppe
torv. Dog har de ikke alene haft saadanne Sager at sælge. I 1587 forbød Byens Kæm
ner paa Bytinget alle de Hugersker, der gik omkring i Byen for at sælge Sølv,
Klæder, Lærreder og andre Varer, at løbe
0111
i Borgernes Huse dermed. De skulde
herefter sidde lige over for Frue Kirke, hvor Pjaltemarked holdes og ikke andetsteds.
Da Christian IV. i Begyndelsen af sin Regering begyndte at forskønne det gamle
Raadhus, forsyne det med Taarn osv., vilde han have Pladsen omkring det gjort pyntelig
med det samme. Han lod derfor Bygningerne bag Raadhuset rive ned, hvorved
Nytorv opstod. Dette blev straks gjort til et Kødtorv, — hvor man vel at mærke
som oftest købte det levende Kreatur, som saa blev slagtet i de offentlige Slagte
huse. Ogsaa Korn og Ærter m. m. forhandledes paa Nytorv, medens Handelen med
Fjerkræ og Smaakreatur, Smør og Æg blev henvist til Pladsen omkring det nye
Springvand paa Gammeltorv.
Torvedagene var som sædvanlig de to faste Ugedage, Onsdag og Lørdag. Indtil
Torvefanen blev stukket ud Kl. 10 maatte Borgere købe til eget Forbrug og uan
tastet af Høkere og Forprangere. Derefter kunde Hugersker og Høkere købe, hvad
dem lystede. For at holde Orden over det urolige Folkefærd var der ansat en
Torvemester, der havde sin Torvevagt, og — naar det kneb — de truende Hals-
jærn paa Torvets Hjørner for at skaffe Ro paa Pladsen. Og til yderligere Skræk og
Advarsel blev der snart efter Torvets Anlæg (1609) rejst en »Kag« midt paa Torvet.
IV.
HAANDVÆRK OG INDUSTRI.
Under den stærke Udvikling, der gjorde sig gældende i København i det første
Aarhundrede efter Reformationen, var — trods de demokratiske Rørelser, hvormed
det her behandlede Tidsrum var bleven indledet — Kløften mellem den velstaaende
og paa alle Omraader ledende Handelsstand og Haandværkets Mænd ikke blevet
mindre. Tværtimod. Handelsstanden var mere end nogen anden Stand bleven be
rørt af Tidens store Begivenheder, især de store Opdagelser. Handelsmanden nøje
des nu lige saa lidt som tidligere med at staa hjemme i Boden, men tog selv ud og
gik paa Langfart, fik sine Øjne hikket op og sin Horisont udvidet og kom hjem
med et større Syn paa Livet og Forholdene, end han var draget ud med. Paa den
Maade kom de unge Handelsmænd, der havde set sig om i Verden, til at staa i den
største Modsætning til den lavsbundne, smaaborgerlige Haandværker, der levede sit
stille, ensformige Liv, som maaske kun, Kirkegangen fraregnet, nogle enkelte Dage i
Aarets Løb kom uden for den Gade eller Smøge, hvor han boede, og som aldrig
kunde tænke paa at frembringe noget nyt eller noget bedre i sit Haandværk, men
var glad og tilfreds og betragtede det som Højdepunktet af Dygtighed,
0111
han kunde
lave lige saa godt og ustraffeligt Arbejde, ganske paa samme Maade og ganske i samme
Form og med samme Snirkler og Sving, som hans Mestre og Lærere i Lavet havde
kunnet gøre det før ham.
Videre gik Lavsmesterens Ærgerrighed ikke. Og kunde han udføre, hvad der