124-125 / 225
11 0
K Ø B E N H A V N 1 5 3 6— 1660
S Ø F A R T OG H A N D E L
111
med Smakker. Den første Notarius publicus paa Børsen, Valentin Suhm, fik 1639
Privilegium paa denne Fart og paa Færgefarten paa Malmø for seks Aar.
Efter at Toldboden var flyttet ud til sin nuværende Plads, maatte Skibene ankre
op herude. De Rejsende gik da i Land ved St. Anne Bro, der vedblev at bestaa som
Landingsplads endnu ved Slutningen af Aarhundredet. Herfra tog de saa med Fær-
gebaad ind til Færgebroen i Hukket ved Fortunstræde, hvor der altid fandtes Dra
gere eller Sjovere eller andre velvillige Folk til at bære deres Gods op til »Store
Lækkerbisken«, som omtrent fra 1607 var Byens mest kendte og mest søgte Gæste-
gaard. Kongens Gæster, fremmede Sendemænd og saadanne, som der maatte tages
særligt Hensyn til, og som der dog ikke var Plads til paa Slottet, var det imidlertid
ikke passende at lægge ind
paa et offentligt Sted. De blev
anbragt hos forskellige af By
ens gode Borgere, — oftest hos
Carl v. Mandern — helst saa
danne som selv havde rejst og
set sig om i Verden, og som
vidste, hvordan slige Folk skul
de behandles. Russiske Sende
mænd dannede dog en Und
tagelse. De var saa ucivilise-
rede, at det kneb med at faa
dem lagt ind hos private Folk.
De kunde faa Lov at gaa paa
Gæstgivergaarden, hvor man
var vant til at have med alle
Slags Folk at bestille.
I det foregaaende Aar-
hundrede
havde »Okseko
pen« dvs. Oksehovedet paa
Østergade, nuværende Nr. 52,
samt »Lybske Herberg« paa
Amagertorv, nuværende Nr.
14, været Byens fineste Hoteller. Ved Siden af at tjene Rejsende til Ophold og
Bolig benyttedes Gæstegaardene dengang paa en Maade, som man nu ikke kender,
nemlig som en Slags Gældsfængsel for adelige Skyldnere. Naar det gjaldt Rigens fri
Stand brugtes nu ikke et saa tælt Ord som Gældsfængsel, — det var kun Borgerlige,
der kom i Gældsfængsel. En Adelsmand derimod, som ikke i rette Tid opfyldte sine
b oi pligteiser, maatte etter foregaaet »Indmaning« holde et »ærligt, adeligt og rid-
deiligt Indlager«, dvs. lægge sig ind i et bestemt angivet Hus og forpligte sig til ved
Æresord at blive der paa egen Bekostning, indtil Gælden var betalt. I København
synes det særlig at have været de to Herberger »Oksekopen« og »Lybske Herberg«,
der blev benyttet til dette »Indlager«.
Allerede 1556 havde Kongen, eftersom »mange Indlændiske og Udlændiske un
derstod sig til at købe og handle, laane og borge og ikke agtede at betale, om de
end af Retten var dømt dertil«, befalet, at der skulde indrettes et Gældsfængsel til
O
saadanne. Men Folk, der kom derind, kom ikke til at sidde paa egen, men paa Kre
ditors Bekostning. Da Skyldneren imidlertid ikke kunde gøre Fordring paa mere, end
1 Hvid om Dagen til Underhold, var det maaske ikke ganske med Urette, at Gælds
fængslet i Folkemunde sjældent kom til at hedde andet end »Svæltekælderen« dvs.
»Suitekælderen«. Det laa i Svendegade, den senere Slutterigade.
I 1648 fik Byen et nyt flot Herberg eller Hotel, idet Henrik Muller, den senere
bekendte Rentemester, paatog sig at opføre et Boldhus, hvor fornemme Folk kunde
drive den yndede Boldsport, og hvor der tillige skulde være bekvemme og gode
Gæsteværelser til Brug for fremmede Rejsende, der kom til Byen. Boldhuset blev
bygget, hvor nu Kancellibygningen staar. Men Hotellet fik ikke lang Bestand, lige
saa lidt som den Vinkælder,
der blev indrettet i Huset.
Af alle de Varer, der blev
indført til Københavnernes
Nødtørft og Nytte, var næppe
nogen bleven i den Grad Øv
righedens Kælebarn, ingen
over hvilken der blev vaaget
med en saadan Ømhed og
Aarvaagenhed som den ædle
Druesaft. Allerede i Kristoffer
af Bayerns Stadsret — 1443 —
hedder det, at hvilken Mand,
som tapper Vin i København,
i hvad Vin det helst er, han
tappe »med ret Bystob og
fuldt Maade« dvs. med Byens
rette Pottemaal, der hang i en
Jærnkæde ved Raadhusets Dør
og i Folkemunde kaldtes Bi
skop Absalons Pottemaal, samt
fuldt Maal. Og han begynde
ejheller at tappe af noget Fad, før dette er synet af Kongens Foged og Magistraten,
og Accisen deraf betalt.
Men den vigtigste Bestemmelse var dog vist den, at der skulde ydes hver at
Borgmestrene to Stob Vin og Kongens Foged lige saa meget, l i de var sikkert ikke
ukyndige og lod sig ikke byde ringere Vare, end de synes om. Og det var endelig
dem og — fra 1458 — Raadmændene, der skulde bestemme Prisen paa Vin saa vel
som paa fremmed 01, Bagernes Brød og andet mere. Det bad eller den lønde, som
»opstinges og afsælges uden Fogdens, Borgmestres og Raads Villie og Vidskab«,
skulde være forbrudt til Kongen og Staden.
Fra gammel Tid synes Magistraten at have haft Privilegium paa at holde Øl
salg i Byens Raadhuskælder, »Stadskælderen«, hvor man kunde hente 01 i Kander.
Ti Borgerne maatte nok hjemme i deres Huse skænke 01 til siddende Gæster, men
i
de maatte ikke sælge ud af Huset. Det varede ikke længe, inden Magistraten tik
FINNERNES LOSSEPLADS I DEN GAMLE HAVN - BØRSEN OG DE SEKS SØSTRE