156 / 225
142
K Ø B E N H A V N 1 6 6 0— 1807
kongelige Bygningsanlæg faar man det bedste Indtryk af, hvor smaat det hele til
daglig var. Fredrik Wivet gør sig til Tolk for den glade Stemning:
Ja, se Amalienborg, hvor hun amailleres,
hvordan hun Træer har med Huse tusket om,
med hvilke herlige Paladser hun stafferes,
hvor hun til Borgerret ved Kongens Naade kom.
Gaar man paa Pladsen om, man falde maa i Staver,
og blive ganske i sin Sjæl og Sind forrykt.
Ti hvor i Fjor der saaes de store dybe Graver
der finder man i Aar »Hoteller« blive bygt.
Det maa maaske tilføjes at det er Ordet emailleres, der for Aandrighedens Skyld
er blevet til amailleres. De store, dybe Graver er de dybe Grøfter, der førte Vandet
fra Kongens Have ned til Kanalen omkring Pladsen.
I
1768
fik Amalienborg Plads sin smukkeste Prydelse i Sallys Rytterstatue af
Fredrik V.
Til de større Byggeforetagender i København under Frederik V. hører endnu
Frederikskirken — nu Christianskirken — paa Christianshavn med sit skønne Taarn
og Vor Frelsers Kirkes smukke og originale Taarn. Kirkebygningen var alt bleven
opført af Christian V.
Paa et interessant og lærerigt Maleri af den store Højtidelighed paa Slotsplad
sen, ved hvilken Frederik III. og hans Hustru d.
18
. Oktober
1660
modtog Folkets
Hylding som Arve- og Enevoldskonge, lader Maleren — for at antyde Himlens
Glæde og Tilfredshed med den fuldbyrdede Regeringsforandring — en Solstraale
skyde frem mellem Skyerne og sænke sig lysende paa Kongens og Dronningens
Hoveder.
Det er muligt, at der var Glæde i Himlen. Men Glæden i København var ikke saa
stor, og den blev, efterhaanden som Tiden gik, mindre og mindre. Københavns Borgere
havde under Belejringen for en stor Del mistet det meste af, hvad de ejede. Han
del og Skibsfart, Haandværk og Industri stod stille, og alle Vegne herskede der Nød
og Trang. Privilegierne med deres mange gyldne Løfter havde holdt Haabet oppe
og været som et Lys i mørke Tider, og nu viste det sig, at det kun var Ord og
mest tomme Ord, og at den enevældige Kongemagt uden Hensyn til de Rettigheder,
der var lovet Lavene og forskellige andre Korporationer, udstedte den ene Undta
gelsesbevilling etter den anden, »saa ingen kunde finde nogen fast Tryghed ved de
kongelige Tilsagn.«
Og saa de trykkende Skatter og Paalæg, dobbelt trykkende for Folk, der i Fo r
vejen havde mistet deres Velstand, og dobbelt ulidelige, fordi de mere sigtede til at
Byen kunde tremtræde som en kongelig Residensstad end til Borgernes Gavn og
Nytte. Det fik dog endda gaa, ti det kom til sidst, om end ad kostbare Omveje,
Byens Borgere til gode, men hvad der vakte størst Forbitrelse og i Virkeligheden i
Aarenes Løb gjorde stor Fortræd, var den stadige Indkvartering. Da saaledes fire
Kompagnier Ryttere i
1661
skulde lægges i Kvarter i Byen, vilde Borgervagten i