112 / 118
111
TIL' UNGDOMMEN
Ungdom, dit Navn skal lyde fra min Læbe,
tidligt og sent;
Ungdom er alt hvad fremad der vil stræbe
ærligt og rent.
Ungdommens Væsen higer mod det høje,
derfor vi følger paa de Unges Bud,
:/ og med opladt Øje
stræber vi ud. :/
Ungdom er Kraft, og modig er din Tanke,
modig og snild.
Ungdom er Lys, og frejdigt skal vi vanke:
Hil dig, o hil!
Alt hvad af godt der hviler over Vangen,
og hvad af rent der lyser i dit Blik,
/: det i Ungdoms-Sangen
Tonerne fik. :/
Se, du har kæmpet for de Smaa og Svage
mangen en Dyst.
Alt hvad af Viden frem du kunde drage,
gav du med Lyst.
Hugged din Spade dybt i Muldens Kerne,
hæved dens Grøde frem mod Dagen graa,
/: frem mod Dagens Stjerne
i hver en Vraa. :/
Ungdom er Fremskridt, fremad skal du skride
muntert i Takt,
Ungdom er Fremtid, derfor skal du vide,
Kundskab er Magt.
Slaa kun en Breche i de tykke Mure,
Dumheds og Sløvsinds alentykke Sten;
:/ spræng de stængte Bure,
vær nu ej sen. :/
»Lys over Landet!« skrev du paa din Fane,
prentet med Guld.
Skønhed og Viden skal du frem da mane,
hæv det af Muld.
Lykke for dem, der Dagen lang maa lide,
som har sig bøjet under Aagets Tryk,
:/ og som jævnt maa slide
Nyk efter Nyk. :/