110 / 118
109
Vor Sag har sin Rod
i det solfyldte Mod
og i Aandernes Stævne, i Visdommens Sfære.
Og som Aarene svandt,
her vor Lykke vi fandt
i det ene, den dejlige Tanke: at være.
For Faklen, vi tændte, vi Aarsdagen fejre,
og ud skal det lyde til tusinde Lejre:
/: Vi med Kundskabens Magt
her har sluttet en Pagt,
og ved den vil vi rejse vort Folk, og ved den skal vi sejre! /:
L u d v i g J o h a n s e n .
AAND ER MAGT
At Aand er Magt er sagt saa mange Gange,
og Magtens Sødme er saa rar at fange;
at sidde højt i Sadlen
og faa sig bliden Bør
har kildret mangen Dannemand
og li’e saa mange Møer.
Aandens Magt — har os tidt bedaaret,
Aandens Magt — tidt har tyndslidt Haaret.
Aandens Magt.
Vi derfor Aand og Vid med Fryd annammer;
thi Aanden brænder med saa mange Flammer,
ét Spørgsmaal er saa bare,
om den skal flamme frit,
og om det er for skrap en Aand,
der svæver hos Fru Thit.
Aand er Magt — det vil altid gælde,
men diskret i det seksuelle.
— Aand er Magt.
Men hvorhen glider Aanden i Tendensen?
Kan Bodil Ipsens Aand slaa Olga Svendsen?
Mon ikke Peder Møller
sku’ lægge »Felen« a’
og slaa sig paa den kejserlige
Haandharmonika?
Aandens Magt — den vil immer vokse,
dyrk din Fodbold og lær at bokse.
— Aand er Magt!