MitVidenskabeligeLivsDrama

Amatørsejlklub. Jeg saa dem aldrig mere, da jeg ikke fik Raad

til at genindløse dem, før Fristen var udløbet.

Som jeg om Aftenen den 28. December 1908 gik i en af

Dresdens Hovedgader, blev jeg pludselig opmærksom paa en

Sammenstimlen af en Mængde Mennesker foran Vinduerne i en

af de store Bladredaktioner. Der maatte være foregaaet noget

usædvanligt og frygteligt, thi adskillige Mænd og Kvinder græd

og korsede sig ved Læsningen af Vinduesopslagene. Jeg saa da,

at Telegrammerne meldte om et Jordskælv i Syditalien med

total Ødelæggelse af Byen Messina og Hundrede Tusind Døde

begravede under dens Ruiner x). Men den forstandige Læser vil

tilgive, at denne Efterretning i min daværende Tilstand kun

udløste et eneste Udbrud og en lige saa lynsnar Beslutning. Jeg

sagde blot: »Nu er jeg reddet,« idet jeg løb ned ad Gaden til

Telegrafstationen, hvorfra jeg telegraferede til Redaktør

WiU

zansky

ved »København«, hvor jeg lige var blevet Udenrigs^

medarbejder, og foreslog ham at sende mig som Korrespondent

til Messina. Han accepterede straks, og samme N at var jeg

undervejs til Italien. Min Plan var jo klar: naar jeg havde ud*

ført mine Korrespondentpligter, vilde jeg paa Hjemvejen over

Rom aflægge Myndighederne i det internationale Landbrugs*

institut et Besøg, som skulde dreje min Skæbne i en gunstigere

Retning, end det ellers tegnede til.

Under normale Forhold skulde jeg have naaet Messina d-

1ste Januar, men da Jernbaneforbindelsen var afbrudt i Cala*

brien, og Toggangen iøvrigt meget uregelmæssig paa Grund af

de ekstraordinære Forsendelser af Flygtninge mod Nord og

Militærtog mod Syd, naaede jeg over Neapel—Palermo—Cata*

nia først frem d. 4de Januar. Jeg skal ikke forsøge paa her at

beskrive den Elendighed, jeg fik for Øje ved Synet af Messina:

her havde Telegrammerne ikke overdrevet: Byen var saa godt

som jævnet med Jorden. Mest Indtryk gjorde det dog paa mig

at se de i Messinastrædet opankrede Krigsskibe Natten igennem

belyse Byens Ruiner med elektriske Søgelys. Det skete for at

!) Tallene var, som det senere viste sig, lidt overdrevne, men Sand*

heden var frygtelig nok alligevel.