MitVidenskabeligeLivsDrama

d e l s e r , og næsten altid b a g m i n R y g , til ved urigtige

Foregivender eller Videnskaben uvedkommende Angreb at ude*

lukke mig fra de Stillinger, hvortil jeg havde søgt at kvalificere

mig. For de sidste ti A ars vedkommende (1919—29) har jeg

opbevaret en i de følgende Kapitler og i Bilagene gengivet Do*

kumentation, som selv den mest haardnakkede Benægter ikke

vil kunne afkræfte. For disse første ti Aar (1908—18) er mit

skriftlige Materiale derimod ikke saa stort, da jeg dengang

troede, at Intrigerne vilde holde op af sig selv, naar jeg engang

fik Lejlighed til at vise, at jeg (som Bismarck udtrykker det):

»nok kunde ride, naar først jeg var kommet i Sadlen«. For

disse første ti Aar maa jeg derfor i nogen Grad støtte mig til

de mundtlige Meddelelser, som enkelte ansete og uvildige

Mænd, dengang og siden, har givet mig, for at advare mig mod

mine Fjenders Træskhed.

Lige før eller efter Riis*Hansens Udnævnelse, vistnok i No*

vember 1908, mødte jeg ham udenfor Porten til Statistisk

Bureau, hvor han jo iforvejen var fast ansat Embedsmand. Man

vil forstaa, at han efter sine ovenfor citerede flotte Forhaands*

udtalelser ikke var særlig stolt over Sagens Udvikling, og han

forsøgte at slaa den hen som værende af mindre Betydning.

Jeg tænkte, at det kunde han, som allerede sad i en god Stilling

og snart endog i to, medens jeg ikke engang havde Udsigt til

een, jo sagtens sige, men svarede blot med

Cæsar s

Replik efter

Slaget ved Munda: »Ofte kæmpede jeg for Sejren, men denne*

gang for mit Liv«. Den intelligente Læser forstaar, at jeg her*

med ingenlunde vilde sammenligne min Ringhed med Cæsar,

men blot i en Nøddeskal give et klart Udtryk for min For*

staaelse af, at saa sandt det lykkedes mine Fjender at tilføje

mig et saadant Slag i Begyndelsen af min Løbebane, gjorde de

det i Haab om, at jeg aldrig skulde forvinde det, og at jeg vilde

møde dem atter og atter i samlet Trop, saafremt det dog skulde

lykkes mig at vinde Fodfæste, idet de derved bekræftede Sand*

heden af det gamle Ord, at ingen hader en Mand saa stærkt og

vedholdende, som de gør, der engang har gjort ham Uret. De

følgende Kapitler vil vise, at der ikke var hverken nogen Pes*

simisme eller nogen Overdrivelse i denne Forudanelse.