10 / 208
E
N HAANDVÆRKERS SAGA i udførligere Fremstilling
turde vel endnu være noget nyt i vor Bogverden. Og dog,
behøver det Undskyldning, at den fremkommer? Et Land
bygges, dets Folk udvikles dog ikke alene af Digtere og Tæn
kere, af Statsmænd og Styrere, men ogsaa af dem, der
g ø r
noget, der dyrker dets Jord, bygger og smykker dets Huse,
opfinder og danner de mange Ting, som der bliver voksende
Trang til, alt som Folk og Land gaar frem i Kultur. Intet
præger jo mere den klassiske Tid og viser dens højt udvik
lede Sans end Redskaberne fra det daglige Liv, Genstande til
Brug og Udsmykning, som vor Tids gennemførte Udgravninger
har bragt for Dagen. Hvad er Kunst, og hvad er Haand-
værk? hvad er Tænkning, og hvad er Handling? Hvor fore-
gaar Folkets Liv: paa Valpladsen eller i Værkstedet? paa
Thinge eller i Mark og Skov? i Studerekamret eller i Hus
og Hjem? der, hvor Nøden lindres for fattige og gamle, syge
og svage, eller der, hvor de unge opfostres til at tage de
ældres Plads og berede en ny Tid?
Saa maa da ogsaa en
H ciandvcerkers
Liv kunne fortjene
at kendes, især
n a a r
det har formet sig saaledes ikke blot ved
et Tilfældes Luner, men med bevidst Vilje,
n a a r
det har raadet
over en ikke almindelig Sum af Evner og Energi, og
n a a r
det
har haft Lykken med sig til at komme i de rette Berøringer
og Vilkaar for at virke noget af kendeligt blivende Værd.
Højdepunktet i J. B. Dalhoffs Liv betegnes ved
to
sam
tidige Oplevelser,
S tifte ls e n af I n d u s tr if o r e n in g e n
og
S a m v i r
k e t i n ø je s ie F o r tr o lig h e d m e d T h o r v a ld s e n .
Dette sidste brin
ger, ved Dalhoffs egne Optegnelser, Klaringen af den hidtil
uløste Gaade: vor største Kunstners
p e rs o n lig e F o r h o ld
til sine
DalhofF.
1