15 / 208
6
faaet Malurt blandet i sin Digterlykke ved Stifsønnen Jakob
Worm, Rector scholæ i samme berømmelige Købstad, ham der
siden blev dømt fra Livet for en Nidvise, men foreløbig uhin
dret kunde drille sin Stiffader og Sognepræst ved poetiske Stik
lerier til hans Paryk — her blev altsaa Parymagersvendens Søn
ærgret til Døde i Strid med en anden Kaldsfælle, rimeligvis den
residerende Kapellan Bødtker1). Det maa dog ikke fordølges, at
han fik en anden Trætte med en Møller, der, som han klager,
»skaffede ham Ulempe og Bekymring paa hans Sygeseng og i
hans store Svaghed«, og at han ogsaa i Horsens var usams med
Hospitalsforstanderen, hvad der, efter en Bemærkning andet
Steds af hans Søn, var Medaarsag til, at han søgte bort derfra.
Han blev begravet under Koret i Slangerup Kirke, hvor hans
Navn er malet paa Væggen.
Udover Herlov I fører ingen saa sikre eller kendelige Spor.
Det vil næppe være let at finde ud af, i hvilket Forhold de ikke
faa af Navnet Dalhoff — Dalhof og Dahlhof kan det ogsaa
skrives om samme Person, ja selve Slangerup-Præsten skriver
det i Kirkebogen snart med 1, snart med 2 f’er — har staaet til
hverandre, selv hvor de naaede noget højere op i Samfundet
som Falck Lauridsen D., der blev Borgmester i Carlshamn i
Skaane, og Daniel Jurgensen D., Student fra Viborg 1634 og
senere Præst. Sandsynligst er det vel, at Ætten tilsidst stammer
fra Westphalen, hvor Navnet, netop saaledes stavet og udtalt
(med kort a), ingenlunde er sjældent, og hvor man ikke be
høver, som en Professor i Berlin gjorde, da han skulde ind
skrive J. B. Dalhoff ved Akademiet, at oversætte det til Thal-
hoff.
B e d s t e f a d e r e n .
At Slangeruppræstens Søn
H e r l o v
ikke blev andet end
Degn, laa ikke i særlig smaa Kaar, som ellers kan hindre saa
mangen Præsteenkes Børn. Ikke at tale om den Gaard paa
Søndergade i Horsens, som hans Fader synes at have arvet efter
sin Moder, der formodenlig igen har arvet den mod Slutnin-
x) Denne Oplysning med flere skyldes Provst Hansen i Ramløse.