18 / 208
9
lyder ofte Skudsmaalet; og deres Mod og Styrke øvedes ikke
alene i indbyrdes Drengekampe, men kunde give sig saadanne
Udslag, at en af dem slog en Snedkersvend ihjel »i et offenligt
og almindeligt Slagsmaal mellem latinske og danske paa Fre
deriksborg Kirkegaard«. Adskillige Disciple maatte ogsaa for
saadan eller anden Aarsag rømme Skolen, ja stundum Landet;
enkelte døde selv en voldsom Død, en endog for Bødlens Haand,
og mange andre naaede aldrig frem til de Maal, de dog egenlig
havde sat sig for ved at gaa ind paa den studerende Vej. Det
var vist ikke uden skellig Grund, at den bekendte Hofpræst
Bluhme kasserede en som »altfor kødelig« til at blive Præst,
saa lidt som han vel vilde have den befordret, der betegnes
som »en stor Keglespiller« eller »en af Kjøbenhavns største
Kortenspillere«. Den senere Degns Forhold til Pietismen kende
tegnes vistnok ved, at han kalder en af Kammeraterne »en Skin-
Helgen og Erz-Quæker« eller siger om andre, at de ved hyklet
Fromhed indyndede sig hos de tonegivende. Derimod kan han
have de varmeste Lovord for dem, til hvis Kristendoms Ægthed
han havde Tillid, og hvis Flid og Lærdom han beundrede.
Selv var det vist ikke som den, der var udenfor Legen, at
han fik med af Stegen. Han siger om hint Slagsmaal: »Jeg var
med!« skønt næppe ti Aar gammel; han gør Rede for, hvor
mange Ørefigen han har uddelt til Fordel for et Par yngre
Drenge, han holdt af, og hvordan han har givet en Kammerat
»en tæt Prygl-Suppe« med Tilføjelsen: »ja, was thut die Liebe
nicht!« Skønt lille af Vækst havde han, efter Rektorens Vidnes
byrd, »et stærkt og fast Legeme«, »et Mod, der var rede til at
øve og udholde hvadsomhelst«. Derpaa tyder det ogsaa, hvad
han fortæller om en Dreng, der var ældre end han\: »Han havde
druknet i Slotssøen en Nytaarsnat, da han løb paa Skøjter, der
som jeg ikke havde vovet mit Liv for ham«. Men om en yngre
Kammerat, H. P. Abel, hedder det »Han var den stærkeste og
forvovneste af alle mig bekendte; NB. han har to Gange sat
mig efter Livet, baade som Discipel og Student.« Derfor var
de dog lige gode Venner: »Jeg har 1772 besøgt ham i Hark
Mølle ved Slangerup«.
Omsider blev Herlov Dalhoff dog Student 1745, tyve Aar
gammel. Han kunde da være blevet Degn tæt ved Kjøbenhavn,