17 / 208
8
mig i Skolen, igennem Skolen og af Skolen, og jeg gav ingen
af mine Lærere Lejlighed til at kende mig og mit Pund. Man
havde lovet mig at komme til Ride-Banen, naar jeg blev 15 Aar,
og derfor faldt det mig for tungt at gaa op paa Parnassen«
(o: at studere). Drengens Lyst stod altsaa til at komme ind paa
samme Vej som hans Morfader, og det var ikke saa forbi-
gaaende et Lune som saa mangen anden Drengs til at blive
Hestebetvinger. Hans første »ukærlige og uforstandige« Lærer,
hans yngste Morbroder, skulde just ikke vinde hans Lyst til
Bogen saa lidt som de fleste af Latinskolens »Hørere«. Og da
det nærmede sig til Eksamen, »gjorde man mig Uret, og siden
læste jeg saa lidet, at jeg mere glemte det, jeg havde lært. Denne
Maade at hævne sig paa var ellers den taabeligste og uforsvar
ligste for Gud og skadeligste for mig selv. Andre har dog større
Synd«. Hvad det var for en Uret, han led, faar vi ikke at vide.
Men om en af Kammeraterne hedder det, at han kunde »støbe
de Skalke-Kugler, som jeg og andre var tossede nok til at skyde
ud«; og om en anden: »Han slap sine notis (uden Anmærknin
ger) fra den Del, jeg gjorde for ham, og jeg blev admoneret
(skændt paa) for min; ja hvo højt vil flyve, falder ofte ned«.
Ti Aar efter at han var blevet Student, skal hans Rektor have
udtalt: »Af alle de Disciple, jeg har læst for, har jeg mindst
kendt den lille Dalhoff; thi ihvor stor Skelm i det smaa, var
han dog den mindste i det store«. »Kun Skade«, tilføjer D.,
»at han ikke bedre kendte os! og vi vort sande Gavn!«
Hvilket Indblik i den Tids Skoleliv faar vi ikke ved de
smaa Randnoter om de fordums Meddisciple og Lærere. Om
den strengeste af Lærerne, Christofer Nyholm, hvem han ellers
giver Vidnesbyrd »som en god Skolekarl« og siger: »Jeg takker
ham og ærer hans Støv«, maa han dog indrømme, at han var
»noget for cholerisk«; og det maa vi atter indrømme ham, naar
han belægger det med følgende Bedrifter: »slog en Dreng døv«
og pryglede bagefter Faderen med en Stok — »deri bestod Re
vanchen!« —-; eller »slog en anden Dreng næsten fra Forstan
den«. Saa var det jo endda billigt sluppet, naar en tredje »skif
tede Hud mange 100 Gange under Nyholm«, eller at en fjerde
»var oftere broget end hvid«. Disciplenes Voldsomhed gav ikke
Lærernes noget efter. »En haandfast Karl«, »en forvoven Karl«