12 / 208
I.
ÆTMINDER OG BARNDOM.
J
ø r g e n
B
a l t h a s a r
D
a l h o f f
stammer fra en Slægt, hvor
Degn skifter med Præst og Navnet Peder med Herlov,
ligesaa regelbundet, om end ganske vist ikke nær saa længe
som Navnene Christian og Frederik i vor Kongestamme.
Hans Fader Peder var Præst, dennes Fader Herlov Degn,
dennes Fader Peder atter Præst og dennes Fader Herlov
Lærer.
Saa hedder rigtignok den næste i den opstigende
Række igen Peder, men er ogsaa Skoleholder, altsaa ikke
Præst. Med dennes Fader Lauritz er vi inde i 4de Christians
Regering, i hvis sidste Dage det først blev forordnet, at der
skulde føres Kirkebøger til Optegning af Præstens Handlinger.
Mærkeligt nok har næppe nogen anden Tid været saa over
bevist om Arvelighedens store Betydning som netop den, der
ved Adelsrettighedernes og Førstefødselsrettens Afskaffelse og
saa megen anden individualistisk Lovgivning har søgt at bort
tage dens praktiske sociale Virkninger. Men ingen Lov kan for
byde noget Menneske at
fø le
Adelsskab, at sætte Pris paa at eje
en Række Ætmænd med en ærefuld Livsgerning. Og endnu
mindre vil vi undlade, naar vi skal sysle med en Mands Liv, at
spejde tilbage, om der ikke i de forudgangne Slægtled skulde
findes noget, der kan tjene til Forklaring eller da Tydeliggørelse
af hans Naturanlæg og Begavelse, hans Karakter og Tænke-
maade og af den Retning, hans Livsudvikling kom til at tage.
I dette Tilfælde er det nu ikke saa lidt Stof, der bydes os
til en saadan tilbagegaaende Søgen. J. B. Dalhoffs Farfader,
l *