13 / 208
lad os kalde ham Herlov den 2den, var en meget skrivende
Mand. I over 40 Aar sad han fra sit 24de Aar i Degnekaldet i
Hverring ved Horsens — en Stilling, som hverken har svaret til
hans Evner, hans Kundskaber eller hans Virkekraft. Saa skrev
han, om ikke andet saa for at skrive — »ut scribam scribo«
sætter han netop over en af sine Bøger — : Afskrifter af sjæld
nere Bøger, han fik fat i, som f. E. fra den korte Trykke
frihedsperiode under Struensee, Sammenskrifter af mere eller
mindre interessante Sager og Opskrifter paa alt muligt, som
kunde gavne, belære eller more. I en Bog, som han selv kalder
Quodlibeticum o: til hvadsomhelst, har han den mest brogede
Blanding af Husraad1), Prædiketekster, Familiebegivenheder,
Avisudklip, Gaader, Anekdoter, kort sagt alt, hvad han ikke
vilde glemme. Og det er med stor Oprigtighed, han sætter løst
og fast paa Papiret, saa at stundum enten han selv eller en af
Bogens senere Ihændehavere har fundet Grund til at overkradse
enkelte Ord eller Linjer deraf. Men han er mærkelig upartisk,
forsaavidt han, naar der har været ført en skriftlig Strid, lige-
saavel fremfører Klagen imod ham selv som sine egne Indlæg i
Sagen. I en anden Bog, hvori en Ven af ham havde samlet en
Mængde Dimissions-Vidnesbyrd for Studenter, har han sat Ved
føjelser i Randen ved alle dem, han kendte, hvor han saa paa
sin Vis giver dem Karakter, — ofte ikke saa lidt skrapper e end
Rektorens. I en tredje Bog har han afskrevet en Del af Worms
i 1771— 1773 udgivne Forfatterleksikon, nemlig om alle de For
fattere, han selv har kendt og talt med, fordi han »dels har
villet gotte sig med deres Minde, dels har villet mærke et og
andet, som Worm maaske ikke har vidst, dels villet lægge nogle
Skribenter til«. Blandt disse sidste er hans egen Fader og hans
ældste Søn, begge medtagne for et Par trykte Disputatsers
Skyld. Og her har han da givet os Træk nok i alt Fald til en
Silhuet af disse fjerne Skikkelser, med nogen Baggrund af de
Tider, hvortil de hørte. Stykket om hans Fader lyder saaledes:
4
1
'
*) Adskillige af dem vist ganske fornuftige, men ogsaa en Del ret mæ rke
lige, som f. E .: »At drikke tre Ugleæg anprises som et sj^mpathetisk Raad
imod D rukkenskab eller Drikfældighed«. »Faaresltyllinger fordrives ved
Røg af Hyldetræ, thi de blive som drukne, krybe ud og lade sig tage med
Hænderne, eller og dø«.