14 / 208
5
»Dalhoff, Peder, m in salig Fader, født i Horsens (1699) af en
fattig dansk Skoleholder Herlov D a lh off1), (som i sine unge Aar
havde været Parykmagersvend og Tompeter paa Flaaden, fra hvilken
sidste han fik Pension), den T ids største Regnemester i Horsens.
Hans Moder, hvis Skilderi jeg ejer, hed Cathrine Svendsen, som i sit
langvarige Enkesæde ernærede sig og sine med at sy og vadske om
liggende Præsters Pibekraver. Han dep on ered e2) fra Horsens Skole
1720. Tog de 2 andre Exam ina i de to næste Aar. 1722 fik han
Condition hos min Morfader S tu tem ester3) Schæfer ved Frederiks
borg og læ ste for hans 3 .yngste Sønner, m ine Halv-Morbrødre. F or
lovede sig med hans æ ldste Datter, min Moder, Christine Sophie.
Prædikede nogle Gange for Friederich den 4de. Blev uventet til
sendt en L iste paa 5 Præstekald fra Kongen, at han maatte udvælge,
hvilket han vilde; men undskyldte sig med, at han var kun 24 Aar.
Hvorpaa Kongen svarede den gam le Stutemester: vi kan gøre ham
gammel nok. Derpaa udvalgte m in Fader af Kærlighed til sin Fødeby
H orsens-H ospitals Kald og Forstad Menighed. Hid kom han og min
Moder 1724, og jeg af dem 1725 den 29de Juli. Her var han elsket
og æret af alle; men min Moders Lyst til at bo nærmere sin Fader
og Søskende voldte, at han søgte om Slangerup Sognekald i Sjæl
land; der blev han og Sognepræst 1729 saavel som og til Annexet
Ufvelse. Dette ulykkelige Slangerup skilte min overilede Fader ved
al sin Munterhed, ved Helbred, ved Liv; saa at han efter 3 Aar døde
Paaske-Morgen 1732».
Der er fortalt meget i disse faa Ord: om den danske Skole,
som, modsat den latinske, maatte nøjes med en fhv. Trompeter,
der dog i dette Tilfælde blev den største Regnemester i Hor
sens — i hvilken Værdighed hans anden Søn Jonas, som for
Resten blev Guldsmed, skal have slægtet ham paa; om den stak
kels Enke, der slog sig nøjsomt igennem adskillige Aar, inden
en af de Præstekraver, hun havde syet saa mange af til »om
liggende« (omboende) Præster, kom til at pryde hendes Søn;
om denne Søn, hvis Fattigdom havde knappet Studierne af til
saa kort Tid, at han maatte nøjes med et »non«, men hvis Vel
talenhed, i Forbindelse med Svigerfaderens Indflydelse, dog
skaffede ham en forholdsvis glimrende Løbebane, indtil den
endte saa sørgeligt i det »ulykkelige« Slangerup. Her, hvor i
Aarhundredet forud vor store Psalmist Thomas Kingo havde
’) Han døde % 1702, 3372 Aar gi., »af den grasserende hidsige Feber«.
2) Blev Student.
8) Ved Stuteriet.