21 / 208
12
misbrugte sin Ret til at lade ham besørge Embedsbreve. Mere
uskyldigt giver det bitre Sind sig Luft i den private Optegnings
bog, hvor det jo snarest bliver som Knips i Lommen, selv om
Bemærkningerne kan være bidende nok. »Denne behagelige og
lærde Mand«, skriver han
0111
Magister Olrog, »har jeg givet
12 Sk. for mine academiske leges (Love), og nu ere de tilfals
for en stor Kobber-Skilling, da jeg giver mit Testimonium i
Købet«. »Et ringe Levebrød«, faar han Anledning til at skrive,
»er ej altid Bevis paa faa Studeringer, ej heller det modsatte.«
»Hvor mange 100 Dosmere, sildigere født, end denne brave Karl
blev Student, have dog før end ham indsneget sig i Faarestien?
de fleste ved Penge og Piger?« Da Faarestien betyder Præste
kald, er dette temmelig stærkt sagt. Ret hvast bliver det ogsaa,
naar han ironisk taler
0111
»den retsindige Kammerherre Sehe-
sted til Bjerre og den ydmyge Hr. Th. til Hverring«. Mere god
modigt derimod, hvor han ved en Bispevisitats mærker sig,
at »8 å 10 Præster havde hver sin hebraiske Bibel for sig: af
hvad gyldig Raison, veed jeg ikke; sat sapienti!« (b: nok for
den, som forstaar!). At han af og til kritiserer sin Sognepræsts
Prædiken eller Ligtaler, er han jo ikke ene om. Men kunde
han ironisere over andre, kunde han det ikke mindre over sig
selv. Han taler om en, som har »ødt en forskrækkelig Hob
Papir, som bedre kunde have været anvendt«, og tilføjer: »jeg
og!« Og da han optegner en taabelig Kundgørelse fra en Præ-
stegaard, vedbliver han: »Saa meget mærker jeg, at een Nar
gør flere, thi ellers havde jeg ikke paataget mig den Umag at
skrive det ud.« Men især er det tiltalende at se, hvorledes han
i disse hemmelige Optegnelser kan tale godt om Mennesker:
»Min og manges udødelige Ven og Velgører«, skriver han om
Provst Piesner i Raarup, og om han ogsaa kan more sig med
at sige om Weldingh, at »i hans Skoletid tegnede det ikke til,
at han skulde blive enten til Vælling eller Grød«, kan han godt
skatte baade hos ham og mange andre, hvad godt der var ved
dem. Sin Rektor, hvis Miskendelse af ham han ellers mente at
have Grund til at beklage sig over, giver han det Lov: »Han
var den uskyldigste Rector, den oprigtigste Ven, den taalmodig-
ste Mand, den ømmeste Fader, som jeg har kendt.« Og selv
drager han, for at besøge sin fordums kæreste Meddiscipel,