Previous Page  21 / 208 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 21 / 208 Next Page
Page Background

12

misbrugte sin Ret til at lade ham besørge Embedsbreve. Mere

uskyldigt giver det bitre Sind sig Luft i den private Optegnings­

bog, hvor det jo snarest bliver som Knips i Lommen, selv om

Bemærkningerne kan være bidende nok. »Denne behagelige og

lærde Mand«, skriver han

0111

Magister Olrog, »har jeg givet

12 Sk. for mine academiske leges (Love), og nu ere de tilfals

for en stor Kobber-Skilling, da jeg giver mit Testimonium i

Købet«. »Et ringe Levebrød«, faar han Anledning til at skrive,

»er ej altid Bevis paa faa Studeringer, ej heller det modsatte.«

»Hvor mange 100 Dosmere, sildigere født, end denne brave Karl

blev Student, have dog før end ham indsneget sig i Faarestien?

de fleste ved Penge og Piger?« Da Faarestien betyder Præste­

kald, er dette temmelig stærkt sagt. Ret hvast bliver det ogsaa,

naar han ironisk taler

0111

»den retsindige Kammerherre Sehe-

sted til Bjerre og den ydmyge Hr. Th. til Hverring«. Mere god­

modigt derimod, hvor han ved en Bispevisitats mærker sig,

at »8 å 10 Præster havde hver sin hebraiske Bibel for sig: af

hvad gyldig Raison, veed jeg ikke; sat sapienti!« (b: nok for

den, som forstaar!). At han af og til kritiserer sin Sognepræsts

Prædiken eller Ligtaler, er han jo ikke ene om. Men kunde

han ironisere over andre, kunde han det ikke mindre over sig

selv. Han taler om en, som har »ødt en forskrækkelig Hob

Papir, som bedre kunde have været anvendt«, og tilføjer: »jeg

og!« Og da han optegner en taabelig Kundgørelse fra en Præ-

stegaard, vedbliver han: »Saa meget mærker jeg, at een Nar

gør flere, thi ellers havde jeg ikke paataget mig den Umag at

skrive det ud.« Men især er det tiltalende at se, hvorledes han

i disse hemmelige Optegnelser kan tale godt om Mennesker:

»Min og manges udødelige Ven og Velgører«, skriver han om

Provst Piesner i Raarup, og om han ogsaa kan more sig med

at sige om Weldingh, at »i hans Skoletid tegnede det ikke til,

at han skulde blive enten til Vælling eller Grød«, kan han godt

skatte baade hos ham og mange andre, hvad godt der var ved

dem. Sin Rektor, hvis Miskendelse af ham han ellers mente at

have Grund til at beklage sig over, giver han det Lov: »Han

var den uskyldigste Rector, den oprigtigste Ven, den taalmodig-

ste Mand, den ømmeste Fader, som jeg har kendt.« Og selv

drager han, for at besøge sin fordums kæreste Meddiscipel,