101 / 208
92
Wien den 11. November 1825.
»Elskede W ilhelm ine!
Dit Brev af 10de Oktober h a r jeg med Glæde modtaget, og
sandelig, W ilhelm ine, hvor kæ rt dette var mig, k an jeg ikke
beskrive Dig, th i vel h a r jeg oftere længtes efter Brev fra Dig,
m en aldrig i den Grad, og næ sten m aa jeg skamm e mig ved
a t tilstaa, at m in Urolighed gik saa vidt, at jeg flere Næ tter
ikke sov, og dog veed jeg selv ikke, hvorfo r jeg skulde være
urolig, th i aldrig h a r jeg tvivlet om Din Kærlighed, og endnu
m ind re kunde jeg tvivle, at m in F ad er jo vilde elske Dig som
sin Datter, men sjælden er m an H erre over sine Følelser, og
lige saa vel Glæder som Sorger sæ tter Sjælen i Bevægelser,
som den ofte ikke k a n regere.
Inderlig Tak for Dine ømme Følelser angaaende m in F ø d
selsdag. O, gode W ilhelm ine, aldrig, vil Du tro, hvor lykkelig
Du især denne Dag h a r gjort mig. Aldrig er m in Fødselsdag
m ig ligegyldig, stedse bø r m an tak ke Gud for denne Dag, og
jeg føler, at den er mere end alle Helligdage passende for Men
nesket til oprigtig E ftertank e om sig selv, og m aa jeg tilstaa
Dig, a t jeg, siden jeg forlod Børnealderen, sjæ lden h a r været
glad ved slige Betragtninger eller over Livet; kun s i Dag, ja
elskede Pige, at Du vidste, hvor lykkelig Du gør mig, og hvor
megen Tak jeg er Gud skyldig, at jeg ejer Dig; ju st p a a m in
25de Aars Dag at modtage L ykønskninger tillige m ed inderlige
Fo rsik ringer om Kærlighed af den Pige, jeg saa inderlig elsker,
ja denne Dag glemmer jeg aldrig, og tvivl aldrig om m in Tillid
eller Kærlighed til Dig, jeg forlader mig i et hv ert Henseende
pa a Dig og føler, at ene Du k an gøre m ig lykkelig. Dog tro
aldrig, at m in Kærlighed gør mig saa blind, a t jeg i Dig tro r
at finde noget unatu rlig t, nej W ilhelm ine, m en den Overbevis
ning, at Du føler som jeg, og at Din K arak ter ganske er stem t
for a t gøre mig lykkelig, ku n dette gør Dig mig saa elskværdig;
th i aldrig venter vi i L ivet Lykke, der sæ tter os fri for alle Be
kym ringer. F o r m ig vilde den sandeste Lykke bestaa i en fo r
trolig Ledsagerinde, der, selv hvor Selvfornægtelse fordres,
stedse vilde opm un tre m ig der til for stedse at være egenlig
lykkelig; og til at kny tte et saadan t Baand er in tet m ere sk ik
ket end Religionen, og derfor, gode Pige, lad os aldrig svækkes
i den, m indre skamm e os ved at være religiøse.