98 / 208
89
til P rag. Den 8de var Helligdag (Marias Geburdsdag), og jeg
besaa da denne Dag, hvad der gaves Lejlighed til, Johannes
Nepomuks Begravelse og sligt. Gerne havde m an set, jeg var
blevet der, da der var 5 å 6 P lad ser ledige for Guld- og Selv
arbejdere, og isæ r en for mig, hvor jeg efter deres Sigende vilde
have fo rtjen t m ere end her; en Guldarbejder kom ju st tilrej
sende og gik strak s i Arbejde. F ra P rag til W ien var det gan
ske m in Bestemmelse at rejse til Fods, m en da jeg ikke gerne
rejste alene, og det i de Dage bestand ig regnede, tog jeg den
9de atter m ed en L and ku sk til W ien. Isæ r i de første Dage
efter m in Afrejse fra Toplitz følte jeg mig saa overordenlig
styrket, at jeg næppe vidste at finde m ig der i [næppe kunde
kende m ig selv]. Min Doktor havde saa streng t paalag t mig
overalt at tage ordenlige Senge for ikke om Natten at forkøle
mig; men da jeg ofte ingen Tillid havde til Sengene, vilde jeg
dog probere, hvo rdan det var at sove paa Straa. De første to
Næ tter gik det godt, m en den tred je kom vi i en elendig Kro,
hvor dels Maden var ussel, og da der den hele Nat kom friske
Gæster, stod Døren til Gaden hele Natten aahen. Jeg fik da,
dels af Forkølelse, og dels af Dunst af de m ange Mennesker og
det mugne Halm , saa ondt, at jeg m aatte gaa ud o. s. v. og
spaserede paa Gaden, til det blev Dag. De første tre Dage efter
var jeg upasselig og spiste næ sten slet intet og var saa ked af
at køre, at jeg gerne gik den halve Vej. Den sidste Dag var jeg
løbet saa lang t forud, at jeg m aa tte vente et P a r T im er paa
m in Ivusk ved W ien, og m in Upasselighed var nu ikke videre,
end at jeg efter at være komm en til Rolighed spiste en hel
stegt Høne og d rak saa megen Vin, at Sengen var mig mest
tjenlig1), og dette var altsaa S lutningen af denne Rejse. — Den
anden Dag gik jeg strak s til Edler og modtog et Bevis fra ham
til Politiet, at jeg havde Arbejde hos ham , men h a r dog m aatte t
spasere 5 Dage, da h an før end næste Uge ikke havde P lads
for mig og nu ikke m ere havde saa travlt. Da jeg naturligvis
m aatte formode, at h an vilde afskedige en anden, var det næ r
x) Endnu mange Aar derefter kunde kan spøgende nævne »en lille
Pisk« som Middel imod Forkølelse, men han erindres aldrig at have brugt
det selv, og i hvert Tilfælde vilde han vogte sig vel for Per Degns Slutning,
da jeg gemenlig har en bedærvet M a v e..............