250 / 581
243
disse Ord vare som talte ud af hans -eget Hjerte, og han
oversatte dem aabenbart for at hans Landsmænd skulde
lægge sig dem paa Sinde. Han gjør i Slutningsanmærk
ningen opmærksom paa at Victor Hugo ikke alene taler
til Fordel for Frankrigs prægtige gothiske Monumenter,
men med Varme antager sig ethvert Oldtidsminde, ethvert
historisk Monument, selv fra de seneste Tider.
»Derved«
siger han »udtaler han en Sandhed, der aldrig kan
gjentages for højt og for ofte, ogsaa her i Danmark. Be
varelsen af historiske Monumenter fra de nærmeste som
fra de fjerneste Tider bør ikke være afhængig af noget
som helst æsthetisk System, men overgives til den omhyg
geligste historiske Varetægt. Kun sand Ærbødighed for
Mindets moralske Værd kan frelse der, hvor den lunefulde
Smag altfor ofte snører sig i Forstandens kolde Pantser
og, som om den var en tro Allieret af den almindeligste
Prosa, spørger om, hvad Nytte den kan have af det, der
ej ligner den.«
Det andet Aar (1833) skulde væsentlig anvendes til
det nordlige Jylland. Dog var der endnu først en Del at
gjøre i Koskilde, hvor Altertavlen i Domkirken, og den
gamle Frue-Kirke blev omhyggelig gjennemgaaede.
I
Begyndelsen af Juli gik han over Kallundborg til Aarhus.
Ved hans første Besøg der var det især Domkirken, der
havde fængslet ham; denne Gang ofrede han sin Tid
mest paa Frue-Kirke med de interessante Levninger
af Klosteret, som nu bruges til Hospital; men ogsaa
ved Domkirken var der Adskilligt at indhente, og hans
modnede -Øje forstod nu Meget, som tre Aar tidligere
var ham gaadefuldt. Derfra begav han sig til Mariager,
medtagende hvad der fandtes af Landsbykirker enten
16*