NielsLauritsHøyensLevned

ren, som dengang var Præst i Haderslev, skrev han: »Ak,

kjære Yen, det nytter Intet, at De kalder mig Deres

Lærer. Jeg véd altfor vel, at det har jeg aldrig været,

uden for saa vidt som jeg er den Ældre, men at jeg

i ovrigt med lige saa megen Føje kunde kalde Dem min

Lærer, da jeg, hver Gang jeg har været sammen med

Dem, altid har modtaget nye og gode Indtryk, lært noget

Nyt, følt et nyt, rigere Liv i mig.«

Fibiger havde dog

ikke Uret i at kalde ham saaledes. Høyen var jo lige-

saa godt hjemme i Poesien og dens Historie, som i Kon

sten og Konsthistorien, og hans Domme om Digternes

Værker vare lige saa træffende, ligesaa fine og grundige,

som om Konstnernes. Og dette æsthetiske Klarsyn var

forenet med den nøjagtigste Kundskab til og det aand-

rigste Blik paa Historien, saa at hans Udtalelser for en

hver den, der beskjæftigede sig med Emner fra forgangne

Tider, fik en uvurdérlig Betydning. Hvad hans Yens nye

Digterværk, »Kors og Kjærlighed« angik, hvori han saa

uventet havde sét den bibelske Digter anslaa Middelalderens

Kæmpevisetone, da glædede han sig inderlig oveiJ det

dybt grebne, paa én Gang rørende og forfærdelige Billede

fra Middelalderen, han havde manet frem, og over de

skjønne Toner, hvori han havde udsunget det; men han

skjulte ikke for sin Ven, at han ikke betragtede det som

et fuldendt Konstværk, at han kunde ønske Compositionen

noget simplere, Figurernes Omrids noget skarpere tegnede,

den lyriske Fylde mindre sprudlende, ja hist og her endog

Vcrseformen erstattet af Prosa, kort, at det Hele forekom

ham mere musikalsk end plastisk. De nedenfor aftrykte

Breve ville give Læseren en fuldstændigere Forestilling om

hans Kritik ogsaa i denne Henseende.