241 / 581
234
Partiskhed, og søgt at indbilde Publikum, at kun de Konst-
nere, der kunde henregnes til den første Art og charakteri-
seres paa den nys angivne Maade, kunde vinde hans
Bifald, og under hans Styrelse kunde vente at faa deres
Arbejder afsatte til Nationalgalleriet. Det Hele er et Væv
af Sladder, hvori der ikke er Spor af Sandhed. De oven
for anførte Navne vise det jo tilstrækkelig. Hvilken dansk
Maler har været mere alsidig end Marstrand, mere interes
sant i Valget af Emnerne og mere fri i Udførelsen? og
er ikke næsten lige saa stor en Del af hans Arbejder
hentet fra Syden som fra Norden? Gjælder ikke det
Samme om Sonne og Constantin Hansen og om mange
Andre? Og paa den anden Side — er der Nogen, der
mere lagde an paa en tro, næsten fotografisk Gjengivelse
end Gertner, hvem man plejede at regne til Modpartiet?
Nej — hvor der har været en Forskjel, der har den, som
vi allerede have antydet, ligget paa et andet Punkt, i en
forskjellig Anskuelse af Konstens Væsen. Ikke Alle saa
den i det samme Lys som han, for hvem den var en hellig,
guddommelig Aabenbaring, hvis Dyrkere burde ofre Alt
for den. Ingen Kritiker kunde i Virkeligheden være mere
alsidig end1 Høyen, og det kunde ikke falde ham ind at
forkaste nogen Retning i Konsten, forudsat at det var en
Retning imod Konstens Maal, Skjønhedens Aabenbarelse:
men dertil hører Sandhed og Kjærlighed.
Hvor han
fandt Renhed og Troskyldighed i Opfattelsen, Kjærlighed
til Opgaven og inderlig Fordybelse i Forbillederne under
Udførelsen, der blev han glad; der saa han, om ikke
færdig Konst, saa dog et lovende Haab for Fremtiden;
den blotte Virtuositet og Haandfærdighed var ham lige
gyldig, naar den ikke var forbunden med varm Følelse