233
fuld Overensstemmelse i alle Grandanskuelser, og paa liver
Side en Fylde af Aand, af Liv og Kundskab, der maatte
give det største gjensidige Udbytte. Deres Forhold i tid
ligere Dage kan jeg ikke bedre charakterisere end ved at
aftrykke et Par Breve fra 1836 og 38. Senere hørte Mar-
ttrand til Høyens nærmeste Omgangsvenner, og Høyens
Raad har ikke været uden Indflydelse paa flere af de
større historiske Compositioner, der i de sidste Aar have
beskjæftiget ham.
Der kunde være Meget at tilføje om Sonn e , om
Co n s t a n t i n Ha n s e n , om I i oed og Hi l cke r , eller for
at gaa til den yngre Slægt, om Rump , H. Hamme r ,
Ex n e r , He i n r i c h Ha n s e n , Ve r me h r e n , om Billed
huggere som Chr. F r e u n d , P e t e r s , He r z og og Vil li.
Bi s s e n , om Architekter som H e r h o l d t , Me l d a h l ,
F e n g e r o. s. v.; men jeg vil ikke trætte Læseren med
at gjennemgaa dem alle; det vilde ikke kunne ske
uden Gjentagelser; jeg har derfor indskrænket mig til
nogle af de fornemste Exempler. Der har været ført
megen højrøstet Tale om den Høyenske Kreds som en af
sluttet Clique, om Høyen som Fører for et bestemt Parti,
som han fuldstændig beherskede og forledte til skadelig
Ensidighed. Man har trukket en skarp Grænse imellem
Høyens saakaldte Tilhængere og de -Øvrige; man har kaldt
dem de Blonde og de Brunette; hine skulde være de,
der indskrænkede sig til nationale Emner, og som i Ud
førelsen kun lagde an paa en tro og tør Gjengivelse at
Naturen, disse de mere interessante og aandrige, som
søgte Skjonheden, hvor den traadte stærkest frem, i Syden,
som valgte interessante Scener og henrivende Landskaber
at fremstille. Man har bebrejdet Høyen en ubegribelig




