236 / 581
Iivorimod lians Venner iblandt Konstnerne, baade i og
udenfor Akademiet, og særlig Freund og Høyen, revsede
barn alvorlig, fordi lian noget øjeblik kunde tænke paa at
benytte sig af en saadan Fordel over sin Medbejler, eller
kunde ønske at sejre ved saa uædelt et Middel. Øen unge
Konstner havde maaske heller ikke alvorlig tænkt derpaa,
men han havde ikke kunnet bare sig for at høre Friste
rens Ord og for at tale om Sagen. Han nedlod sig ikke
til at gjøre Brug af hin juridiske Exception; men den
Sjælekval, han udstod i denne Tid, tærede paa hans svage
Helbred. Han concurrerede paa ny; Opgaven var »Chri
stus i Emaus«; Eddelien vandt Sejren, og Müller maatte
rejse dels paa egen Bekostning dels paa mindre Stipendier.
Fem Aar senere døde han af Brystsyge. Han efterlod sig
et langt Brev til Høyen, skrevet Sommeren før hans Død,
hvori han giver en udførlig Skildring af den nys omtalte
Collision. *) Han kunde ikke finde sig i muligen at staa
mindre fordelagtigt i Høyens Omdømme; men han liaabede
ogsaa at kunne stifte noget Godt ved sin Skrivelse. 1
dette Øjemed opfordrede han Høyen indstændigt til at
*J
Brevet røber hélt igjennem inderlig Hengivenhed for Høyen.
Desværre tilstede personlige Hensyn ikke at aftrykke det; men
jeg skyldte baade A. Müllers og Høyens Minde at omtale det. De,
der have levet i hine Tider, ville erindre, hvorledes Høyens
Uvenner ogsaa benyttede denne yndede Konstners Navn til at
lægge ham for Had; senere Slægter ville have ondt ved at fore
stille sig, hvor bittert deres Had var, og med hvilken blind Lidenskab
de endogsaa benyttede Pressen i dette Øjemed. Som et Exempel
instar omnium skal jeg anføre Corsaren for 25de December
1845, hvori man læser følgende Sætninger: »Men hvo lagde
Adam Müller i Graven? Hvo jog Simonsen i Landflygtighed?
Hvem er det, der nu vil jage Gertner og Melby bort?« Som
Svar følger — Høyens Portræt.
229