233 / 581
226
at skrive Danmarks Konsthistorie i dette Tidsrum; thi der
er næppe en Eneste, selv af dem, som i de senere Dage
plejede at regne sig for hans Modstandere og Fjender,
uden han til visse Tider har bejlet til Høyens Venskab,
og Høyen var ikke den, der var ligegyldig imod venlig
Imødekommen; men skulde det blive mere end et høfligt
Svar paa en høflig Tiltale, da maatte der være Sandhed i
Henvendelsen.
Høyen fordrede Sandhed, Ærlighed og
alvorlig Stræben i Livet som i Konsten, og disse For
dringer stødte Mange tilbage. Jeg har et Brev liggende
for mig fra en endnu levende Maler. Han havde ikke
faaet sagt Farvel til Høyen inden sin Afrejse og skriver
derfor til ham fra Tyskland: »Jeg fik desværre ikke Tid
til personligen at bringe Dem min Afskedshilsen og hjerte
lige Tak for deres udviste Velvillie imod mig, saalænge
jeg har havt den Ære at være kjendt af Dem. Ja, Hr.
Professor! det er ingen tom Ytring, naar jeg siger Dem,
at jeg føler dybt, at De og ingen Anden var den Mand,
der ved Deres strænge, men retfærdige Kritik over mine
Arbejder gav min Aand det høje, selvstændige Sving, som
den har tilkæmpet sig, og min Pensel den heldige Sam
klang med hin, uden hvilken mine Præstationer, ved
Andres, som jeg troede rigtige Bedømmelse, ofte kun førte
mig paa Afveje, der altid bragte en forstyrrende Virkning
i mine Malerier.« Læseren vil let tænke sig, at den talent
fulde unge Konstner, der nu mente at have havt al den
Nytte af Kritiken, som han kunde have, og alt troede at
have naaet Maalet, fra dette -Øjeblik af ikke mere' gik
frem; han er bleven staaende, hvor han var for 30 Aar
Aar siden. Men man vil ogsaa let kunne forstaa, at han
ikke efter sin Hjemkomst fra Udlandet søgte Høyen, og