237 / 581
gjøre Alt hvad han kunde for at virke til Afskaffelsen af
de akademiske Concurser, hvori han kun saa en Kilde til
Splid imellem Yenner, en Snare, der tidt ledte en Konst-
ner ind paa en Bane, hvor han ikke herte hjemme, og
hvori han søgte Anledningen til sin egen Brystsvaghed og
ventede Død. Vi have sét, at denne Anmodning stemte
netop med Høyens egen Anskuelse.
Han bekæmpede
stadig Concurserne, og Sølvmedaille-Concurserne lykkedes-
det ham at faa afskaffede.
Større Glæde havde Høyen af Samlivet med Ivøbke.
Denne brave Konstner, som kunde være bleven Danmarks
første Portrætmaler, hvis han ikke havde foretrukket at
bryde Banen for Landskabsmaleriet, hørte til Høyens nær
meste Venner, og det var ham en stor Sorg, da han i.
Begyndelsen af 1848 blev bortrevet af en hidsig Sygdom..
Men skulde vi nævne Nogen af de Yngre, som mere end
Andre kunde kaldes Høyens Yndling, da var det Johan.
Th oma s Lundby .
I denne dybe og fintfølende Sjæl
var Barnets Uskyldighed forbundet med det modneste Om
dømme, ikke som Følge af dyrekjøbt Erfaring, men hans
egen ufordærvede Naturs Gave. Naar de store Evner,
hvormed han var udrustet, den Lethed, hvormed han op
fattede og fastholdt et Motiv, og den Sikkerhed hvormed
han gjengav det, ikke førte ham paa Afveje, men han be
standig lige trofast arbejdede henimod Maalet, der endnu
syntes ham saa fjernt, saa tilskrev han ikke dette sin egen
naturlige Beskedenhed eller den oprigtige Kjærlighed, han
nærede til sin Konst, men Høyens Indflydelse, og det er
vel ogsaa sandt, at hans Sjæls Strænge klang fuldere, fordi
de mødte beslægtede Toner. Han nærede den inderligste
Taknemmelighed og Kjærlighed til Høyen; han fik Trøst
230