hos ham, naar lian i sørgmodige Timer syntes, lian stod
stille i Stedet for at gaa frem; ja han betroede ham endog
sine hemmeligste Hjertesanliggender. I 1845 rejste han
til Italien. Høyen havde fraraadet ham at følge de andre
Konstneres Exempel, der plejede at rejse til Rom for at
male Billeder der; han havde raadet ham til
kun.atse
sig
0111
paa Rejsen, at danne sit ø je ved Synet af andre
Naturscener og især af store Konstneres Arbejder; men
Lundby havde ikke Mod til at emancipere sig saa fuld
stændig- fra den almindelige Praxis, og lian pinte sig i
flere Maaneder med et italiensk Landskab, uden at kunne
tilfredsstille sig selv. Det var den eneste Gang han ikke
fulgte Høyens Raad, og han fortrød det. I 1848, da det
slesvigholstenske Oprør syntes at sætte Danmarks Tilværelse
paa Spil, meldte ogsaa Lundby sig strax til Vaabenøvelserne.
Da dernæst Opfordringen udgik til at indtræde som Under-
befalingsmænd i Armeen, spurgte han Høyen til Raads,
inden han tog sin Bestemmelse. Han brændte af Lyst til
at kæmpe for sit Fædreland; han tvivlede ikke paa at han
kunde udholde Krigens Anstrængelser; han havde kun én
Frygt: at hans konstneriske Udvikling skulde dø Straa-
død. Men paa den anden Side, hvor kunde han under
den daværende Spænding linde Ro til at gjøre de Frem
skridt, hvorpaa hans Lykke ene beroede? Høyen erkjendte
Sandheden i denne, i Spørgsmaalsform udtalte, Tanke; han
tænkte, at det friske Pust af Livet, den Utallighed af Motiver,
som Feltlivet vilde frembyde, vilde virke nok saa meget
til den unge Konstners Udvikling, som det at sidde og
slide ved Staffeliet, medens Tankerne vare andensteds; han
bød ham at følge sit Hjertes Trang. Men hans utrætte
lige Higen, der næppe nogensinde havde havde fundet sin




