NielsLauritsHøyensLevned

hos ham, naar lian i sørgmodige Timer syntes, lian stod

stille i Stedet for at gaa frem; ja han betroede ham endog

sine hemmeligste Hjertesanliggender. I 1845 rejste han

til Italien. Høyen havde fraraadet ham at følge de andre

Konstneres Exempel, der plejede at rejse til Rom for at

male Billeder der; han havde raadet ham til

sig

0111

paa Rejsen, at danne sit ø je ved Synet af andre

Naturscener og især af store Konstneres Arbejder; men

Lundby havde ikke Mod til at emancipere sig saa fuld

stændig- fra den almindelige Praxis, og lian pinte sig i

flere Maaneder med et italiensk Landskab, uden at kunne

tilfredsstille sig selv. Det var den eneste Gang han ikke

fulgte Høyens Raad, og han fortrød det. I 1848, da det

slesvigholstenske Oprør syntes at sætte Danmarks Tilværelse

paa Spil, meldte ogsaa Lundby sig strax til Vaabenøvelserne.

Da dernæst Opfordringen udgik til at indtræde som Under-

befalingsmænd i Armeen, spurgte han Høyen til Raads,

inden han tog sin Bestemmelse. Han brændte af Lyst til

at kæmpe for sit Fædreland; han tvivlede ikke paa at han

kunde udholde Krigens Anstrængelser; han havde kun én

Frygt: at hans konstneriske Udvikling skulde dø Straa-

død. Men paa den anden Side, hvor kunde han under

den daværende Spænding linde Ro til at gjøre de Frem

skridt, hvorpaa hans Lykke ene beroede? Høyen erkjendte

Sandheden i denne, i Spørgsmaalsform udtalte, Tanke; han

tænkte, at det friske Pust af Livet, den Utallighed af Motiver,

som Feltlivet vilde frembyde, vilde virke nok saa meget

til den unge Konstners Udvikling, som det at sidde og

slide ved Staffeliet, medens Tankerne vare andensteds; han

bød ham at følge sit Hjertes Trang. Men hans utrætte

lige Higen, der næppe nogensinde havde havde fundet sin