NielsLauritsHøyensLevned

228

verne i den frodigste Vaar. Under Eckersbergs Vejledning

opvoxede en Skare af unge, begavede Konstnere, som

Høyen selvfølgelig fulgte med den største Deltagelse, lige

som de paa den anden Side med Glæde lyttede til

hans aandrige Tale. En af disse unge Talenter, som

i denne Tid søgte Eaad og Opmuntring hos Høyen,,

var Ad am Mül l er . Historikeren, Biskop P. E. Mül

lers Søn følte sig særlig tiltrukken af denne Mand,,

hos hvem den historiske Videnskab og Konsten befandt

sig i en saa fuldendt Forening, og hans Bestræbelser for

at løse de af Høyen stillede Opgaver, »Hans Tavsen og

Biskop Rønnov« og »Luther i Worms«, nærmede dem

endnu mere til hinanden. Adam Müller var Publikums

Yndling og gjennemløb i kort Tid den akademiske Bane.

1838 vandt han den store Guldmedaille^for Stykket »David

opmuntrer Saul ved sit Harpespil.« Men den samme Me

daille blev ogsaa tilkjendt Eddelien, og Spørgsmaalet om

hvem af dem der skulde have det til denne knyttede akade

miske Rejsestipendium maatte efter Akademiets Fundats

afgjøres ved en ny Concurs. Müller havde liden Lyst til

at fortsætte Kampen, men hans Venner raadede ham alle

til ikke at give tabt. Da blev pludselig en af hans Faders

gamle Venner opmærksom paa, at Eddelien, som født Ham

borger, ikke havde Indfødsret, ogaltsaa ikke kunde komme

i Betragtning ved Bortgivelsen af Stipendiet. Hverken Edde

lien selv eller Akademiet havde tænkt paa denne Hindring i

man havde betragtet ham som Holstener; ellers havde

det været en let Sag at skaffe ham den manglende Ind

fødsret ved en kongelig Bevilling, og den kunde skaffes

endnu. Müllers juridiske Consulenter mente, at det var

for sildigt, og tilbød at skaffe ham Ret ved Domstolene,