228 / 581
221
Konstnersjæl, tænksom og fuld af Følelse for Skjønheden,
og utrættelig i sit Arbejde og i sin Stræben. Det var en
høj, smuk Mand, rolig og beskeden i sit Væsen, men fast
af Charakter. Høyen gjorde hans Bekjendtskab i Rom, og
sluttede sig strax nøje til ham; begge vare de lige be
gejstrede for den classiske Oltids Fuldendthed, og grebne
af de nordiske Oldsagns Storhed og Alvor. Freund, der
arbejdede under Thorvaldsen og beskedent underordnede
sig under den store Mester, saa at han endog uden Knurren
overlod ham den Bestilling, der først var gjort hos ham
selv, Apostlerne til Frue Kirke, glemte ikke de nordiske
Emner, hvormed han havde syslet allerede før sin Afrejse
fra Hjemmet, men Hjemmets Erindringer greb ham med
dobbelt Magt under de fremmede Omgivelser, og han
brændte af Begjærlighed efter at føre dem frem igjennem
Konsten. Allerede inden Høyen forlod Rom (1825) syslede
han med de store Compositioner, der siden forenedes i
Ragnaroksfrisen paa Christiansborg Slot. Han kom tilbage
til Danmark, og blev Professor ved Akademiet 1828.
Under de indskrænkede Forhold her hjemme var det ham
den største Trøst at have Høyen ved sin Side. Dette
viste sig blandt Andet ved det dristige Forsøg, han gjorde
i 1838 med at anvende Farver i Relieffet. Han skulde
udføre et Gravmonument over Høyens Svigerforældre, Provst
Westengaard og Hustru i Kundby. Han fremstillede her
den kloge Brudejomfru, der omhyggelig passer sin Lampe
i Forventning om den kommende Herlighed. Monumentet
var af brændt Ler, og derfor, efter de Gamles Skik, malet.
Publikum, som var uvant til at se Sligt, fandt det sært
og frastødende, da de saa det paa Udstillingen. Høyen
søgte i sin Kritik i Konstbladet at stille dem paa det