224 / 581
217
af den samme strænge Redelighed og ubøjelige Sandheds
kærlighed; Videnskab og Konst var ogsaa for hende
Menneskeaandens Højsale, og hun var aldrig gladere, end
naar hendes Mand vilde fore hende igjennem dem; men
hun var ogsaa et ægte religiøst Gemyt, for hvem Kirken
og Ordets Forkyndelse havde sin fulde Betydning. Det
var en klog og omhyggelig Husholderske, hvem han rolig
kunde overgive hele Bestyrelsen af den fælles Formue.
Selv tiltroede han sig liden Dygtighed i denne Retning;
men hun forstod at hjælpe dem igjennem Livet, og naar
hans Studier eller andre ideelle Formaal krævede Oftere,
var hun altid rede til at gjøre dem.
Deres Ægteskab blev ikke velsignet med Børn. De
maatte være sig selv nok; men det var de ogsaa. Høyen
bevarede indtil sin sidste Dag Barnets rige Fantasi, dets
Lyst til Skjemt og Spøg. Hvilken Fornøjelse havde han
ikke af mystificere sine gode Venner, og se om de havde
Skarpsindighed nok til at fatte, at det var Spøgens lune
fulde Fantasibilleder, han udmalede for dem! Hvilken hjerte
lig Latter udbrød der ikke omkring ham, naar man ende
lig opdagede, at man var holdt for Nar! Hvor overgiven
kunde han ikke være f. Ex. i Kundby Præstegaard, naar
hans Svigermoder blev kaldt ud fra Kaffebordet, og hun,
naar hun kom ind igjen, ikke kunde finde Maskinen — den
havde forvildet sig i Kakkelovnskrogen — eller fandt det
nylig vadskede Gulv decoreret med humoristiske Kridt
tegninger! Han var ikke blot Barn imellem Børn, men
selv de Voxne rev han med, saa at ogsaa de syntes, efter
fattig Lejlighed, at blive Børn igjen. »Den Lille« kaldtes
han derfor stundom af sin Hustru og af en og anden af
de Nærmeste, ikke paa Grund af hans Væxt, thi det var