246 / 581
239
kunde et nærmere og inderligere Samliv begynde imellem
de to Venner, den Gamle, der havde læst og sét saa
Meget, havde forstaaet og nydt det og bevaret det frisk i
sin Aands Skatkammer, og som endnu med samme Glæde
og Iver greb Alt hvad godt der blev budt ham, og den
unge Mand, som med utrættelig Arbejdsomhed satte sig
ind ikke blot i Grækernes og Nordboernes, men i Finner
nes, Slavernes, Indernes, Persernes Oldsagn og religiøse
Forestillinger. Med hvilken Troskab han har forstaaet at
opfatte og gjengive de forskjelligste Tider og Nationaliteter,
derom vidne blandt Andet de Folkesagn, han bearbejdede
og i en ægte poetisk Gjenskabelse udgav i 1865. Om
fanget og Dybden af hans Studier kjendte kun hans Nær
meste, og først og fremmest Høyen. Hvor godt Fibiger
kjendte Høyen, hvorledes han elskede ham og forstod at
vurdere ham, derom aflagde han et offentligt Vidnesbyrd,
i de Ord, han talte ved hans Kiste.
Det var egentlig først i de sidste 20 eller 25 Aar, at
Høyens Omgangskreds ogsaa udvidedes til Videnskabsmænd.
En fremragende Plads iblandt disse indtog Historikeren
C. F. Al l en; vi kunde ogsaa nævne Professor S t e p h e n s
og mange Andre; men Høyens og hans Huses nærmeste
Omgangsvenner var D. G. Mo n r a d og C. PI oug,og deres
Familier. Det var ikke Politiken, der havde ført dem
sammen, men private Forbindelser — Monrad var en
Plejesøn af Høyens Svoger, Pastor L. Westengaard i
Odense, og Ploug blev gift med A. Hages Datter — og
Politiken spillede heller ikke den fornemste Kolle i deres
Samliv. Det forstaar sig selv, at Høyen delte de samme
Grundanskuelser som disse Mænd, og i Følelsens Varme
stod han ikke tilbage for Nogen af dem; men han følte
ogsaa, at Politiken ikke var hans Kald, og medens han