444 / 581
29
Roma, Intet er sto rt som Du, og fast reent i R u in e r,
Knust, Du viser hvor stor engang i Velmagt Du var.
Høyen Alder har knækket din Hovmod, og Keisernes Slotte,
Gudernes Tem pler nu ligge i Mudder og Sump.
Ak, den Stad, den er sjunken, om hvem jeg pleyed at sige,
Naar jeg tankefuld saae dens Rester: Roma, du var!
Dog ei Aarenes Rad, ei Flammer, ja ikke end Sværdet
Gandske har kunnet formaae, reent at forstyrredens Pryd.
Saameget staaef der endnu, saameget er faldet, athverken
H iin t kan udryddes reent, eller det faldne fornyes.
Hid bring Elfenbeen, Guld og Marmor samt Fyrsternes Yndest,
Op til nye Bedrifter vaagne skal Kunstnerens Haand.
Dødelig K ra ft har formaaet større at opføre Roma,
En d til at frelse den var stor nok Gudernes Magt.
Her de Høyeste selv betragte deres Gestalter,
Ønske inderligt selv at ligne de opfundne Træk.
E i Naturen har kunnet Guderne skabe saa skjønne.
Som deres Billeder er skabte af Menneskehaand,
Disse Væsener leve, og Kunstnerevnen langt mere
Dyrkes og hædres i dem end Gudernes Værdighed selv,
Lykkelig Stad, hvis enten Du Herskere havde undværet,
Efte r de selv havde følt Blussel ved Mangel paa Dyd! —
I en anden E legie søger han at lindre sin egen Sorg ved
at tænke sig Nødvendigheden af at alt dette maatte forgaae,
for at Kristendommen kunde seire og Rom blive dens Hoved;
han indfører derfor Rom saaledes talende:
Dengang, da Billeder mig af vanmægtige Guder behaged',
Stæ rk var m in Hær og m it Folk, Muren sig reiste i Sky.
Men, da jeg Støtter kuldkasted’ og overtroiske Altre
Og for den eneste Gud ydmyg mig bøyed i Knæ,
See, da revnede Muren, da sank de Riges Paladser,
Folket blev da til Træ l, Ridderen artede ud. —
Neppe jeg veed, hvem jeg var, knap Roma Rom sig erindrer.
Faldet neppe tillo d meer mig at mindes mig selv.
Meer jeg dog elsker m it Vanhæld, end hine Medgangens Dage,
Fattig, i Støvet jeg er større, end kneisende riig.