464 / 581
49
Stolthed, og ei en Konge eller Adelsborg, men — Tugthuset
dens største Bygning. — Luften vifterstyrkende, skjøndt skarp
gjennern Gaden, men der er mangen smuk Spadseretour, man
gen rolig Gang her, hvor Hjertet føler sig vel tilmode.
Og hvad skal jeg fortælle dig om Menneskene?
V il
'
du høre om den blege, unge, (30 Aar gammel) syge Mand, som
jeg holder af? — Ja, han kan kun læse 1 Side ad Gangen,
han kan kun gaae faa Skridt, han kan kun tale lidet ad Gan
gen, undertiden bliver han pludselig stum.
Haar han kjører,
ligger han udstrakt i sin rullende Seng, thi anderledes kan jeg
ei kalde hans Vogn.
Og med al den Svaghed har han L iv
og Aand og Interesse og Mod til at ville høre nye Ting og in
derlig Lyst til at see og høre og nyde A lt, hvad der forfrisker
og hæver Aanden. E t underligt Særsyn: denne h ø y e s la n k e
Figur — har forvoxet sig, dette blyfarvede langtrukne Ansigt,
disse hule Dyne ere Skjærmbrædderne for den varmeste, fyrrig
ste Sjæl! Denne momentane Uroe, der hvert øyeblik søger
Hvile paa en nye Maade, lader sig dog forene med den Stilhed
og Roe, som en A d a g io f o r d r e r a f en V i o l i n s p i l l e r . —
Ney, det er dig vel for sørgeligt at høre sligt om den unge
Schønheyder; du hører vist heller om hans Tante, «hansAmine»,
hun, som han alt som yngre forundrede sig over, «at, man
ei saae hendes Englevinger..»
God inaa hun være, thi hun
har gandske opoffret sig for ham ; smuk er hun ei, ung er hun
ei, dog ret ungdommelig, og er end Ansigtet falmet, er der in
gen Spændkraft længer i Hudens Muskler, saa er Stemmen
dog blid og Dyet livfuldt.
Men Nini*), hvad bestiller du? — Aa, jeg er næ s te n
blevet færdig med at reenskrive min Dagbog, jeg morer mig,
jeg har læst alle de nyeste tydske Aviser, og Flyveposten,
Kjøbenhavnsposten, Ohlenschlågers Autobiographie og — .. . . .
Men er det at bestille noget? — — Ja men, kjæreste Didi!*)
*)Nini og Di di, Forkortelser af Niels og Birgitta, vare de Navne, hvor
med Høyen og hans Hustru plejede at kalde hinanden.
4