463 / 581
48
Blæsten. E r det ikke et herligt L iv ! Tro ei heller, at man
her lever mellem K j ø b s t a d f o lk ; ney, det vilde være en grov
Feiltagelse! Rødviinsbuddingen, den fortrefifelige Viin, de nette
Equipager, elegante Boskab, alt tryller dig tilbage til Hoved
staden. — Viborg er en stor By — ja den er jo noget ød e;
Haver optage den største Plads af Byens Rum, alt tyder paa
Nedgaaen! Men Domkirken og Søndre Sogns Kirke og de
brogede og lange Tagrækker som gruppere sig om dem paa den
stolte Bakke og ved den smukke Søe bringer dig til at glemme
Danmark og faaer dig til at troe at du seer en italiænsk Stad
for dig.
Kunde jeg faae Tid til at tænke paa, hvor tungt
det er at see en saadan By sammensjunken, at Gader, hvor
Adelen engang skal have havt Rækker af Gaarde, staae nu uden
Spor af Bygning, saa vilde vel Glæden formindskes eller for-
luttres noget; men da jeg søger mange af mine kjæreste E r
indringer i øde Byer, saa føler jeg mig glad og vel tilmode
her mellem Ruiner og Tilintetgjørelse! — Choret staaer ene
tilbage af aSTørresogns Kirke. Mægtigen have Luerne braget om
Domkirken.
Fra Øst og Vest maae Flammerne have slaaet
sammen, thi nye Taarne kneise nu, og Chorets Kuppel dækker
nye Mure, hvis røde Teglsteen stikke synderlig af mod de gamle
hugne Qvadersteens Grundmure. — Der staaer Træer foran den
Gaard der: Gaarden seer ussel ud, men Træerne fortælle
med deres viftende Blade, at eengang boede Velstand og Glæde
indenfor disse Mure. — Paa Skrænten af Banken, hvor Regn
vandet nedstrømmer som en Bæk, hæver sig en mægtig Byg
ning, større og anseeligere end Stiftamtmandens Gaard og end
Raadstuen.
Det er ingen Glædes Bygning, lad de jernstæn
gede Vinduer sige dig nok, og skynd dig forbi den Jamrens Bo
lig, der n u er den største Bygning i V ib o r g , et levende
Symbol paa den gamle Kongestads Aftagen. Det er ei Konge-
hylding, ei Herredage, ei Snapsting, som samler Menneskestrøm
mene i dens Gader; Adelen tumler ei længer de vrinskende
Gangere over Pladserne; nei Lands Overretten er nu Viborgs