460 / 581
4 5
da den ei er megetstørre end at man kan dreje sig i den.
Imidlertid er denne Have da en stor Glæde for dem, og det vil
neppe mangle paa forskjellige Anlæg i den i enhver kommende
Sommer.
Da jeg reiste, gik jeg endnu engang derhen og
gav den lille O l i n e 2 Specier. Det var nu vistnok meget
lidet tor en Professor, men det var næsten for meget for min
Kasse. Forældrene lode til at tage det meget godt op. — Ja
du maa troe at jeg spenderede i Aarhuus! Overlærer Blache
og Adjunct Essberg
havdeuafbrudt viist mig megen Artighed,
jeg havde været med dem paa Klubben, passiaret italiænsk med
Værten Marzetta osv., og hvad der var mere værdt, jeg
havde havt al muelig Assistance af dem.
Nu syntes jeg, at
jeg ei kunde andet, end vise mig gallant, og Kl. 10 i Onsdags
stod der Chocolade (de drikke ikke Gaffe) og Madera paa Bordet
hos mig og de sadde og nøde deraf. Var det ei prægtigt?
Min gode Onkel havde nær holdt for meget af mig; han kom
2 Morgener i Bad, for at passiare med mig saadan 2— 3 Ti
mer. Saa godt jeg kunde lide ham, kan du troe, at det skar
mig i mit Hjerte at Tiden skulde gaae hen med at høre paa
alskens curiøse Fortællinger, som tildeels gik ud paa. at han
ei var saa vov en Mand. Praler er han virkelig ikke; noget
skulde Samtalen jo dreye sig om. jeg spurgte derfor om hans
Fata, og saaledes var det jo meget naturligt, at han kom til at
fortælle dit og dat, som viste ham i et brillant Lys. Jeg sad
imidlertid og studerede hans Ansigt, eller forundrede mig over
den Blanding af Bravhed, Dygtighed, Indskrænkethed og Haard-
nakkenhed, der fremlyste af hans Fortællinger. — Du veed jeg
havde Brev til Biskoppen; Det vilde jeg naturligviis ei aflevere
under de sørgelige Forhold, Enken maatte være i efter et saa
pludseligt og dybt nedbøyende Dødsfald.*) Men hun sendte saa-
mæn Bud efter mig, for at tale med hende om hendes Mands
Efterladenskab af et Kunstværk i Steen osv.
Hun spurgte
*)
Biskop M o n s t e r var nylig død.
li.
A.