456 / 581
(Mel. Møller var kjørt hen til Oppermaims) og Grevinden talte lang
somt, liolsteensk og meget naadig til mig og det ikke mindre
end
0111
at spise lios dem,
0111
at kjøre os hen til Oppermanns osv.
Og det var ikke skrømtet Høflighed, thi Indbydelsen blev gjen-
taget, endog med Tilbud
0111
at spise tidligen for at vi ei
skulde komme for sildig.
Møller og jeg (endnu mere) bare
os temlig keitet ad, afsloge Indbydelsen simpelt væk, lode dem
høre at de ei havde flere gode Kunstsager paa Gaarden, slæbte
Greven ned' i Kirken og tvang ham (ved hans Godmodighed) til
at kede sig medens vi stavede paa en Munkeskrivt, og toge
endelig Afskeed fra ham, men uden at sige Adjeu til Grevinden.
Vi maae altsaa have tjent dem bagefter som et rigt Stof til
Kritik og Latter, men de have sandelig ikke mindre moret os,
og vort skuffede Haab, Grevindens Adstadighed i Holdning
og Tale og Grevens Marionet Bevægelighed gave os rigelig
Materie til Samtale paa en Deel af Vejen til Oppermanns.
Det er vist meget gode Folk disse Reventlovs, men det er me
get jævne Folk. Deres Godmodighed, da de e re f o r n e mm e
og y n d e d e a f P r i n d s C h r i s t i a n , gjør dem maaske inte
ressante, og Thorvaldsens Døbefont kaster en Glorie om hele
Gaarden; men Spor af Vid, levende Sands eller sligt var der
ikke at opdage hos Herskabet; og Gaardens historiske Interesse
— Den har været et Kloster, senere tilhørt den berømte Hen
rik Ranzau — fraregnet, frembydes her Intet som kan opbygge
den Reisende. Jo — Thorvaldsens Font. — Ja naar man ei
har seet andet af ham. — Fra Landevejen tager Gaarden sig
bedst ud, og man skulde egentlig blot see den derfra, for at den
kunde beholde sit Renommee. — Da er E g e s k o v noget gandske
andet! Den faste Bygning hviler tryg paa sin Pælerist midt i
Vandet; dens Ydre er uforandret og frembyder hele den Stor
hed, Sikkerhed og Alvor, som man kan vente sig af en dansk
Herregaard fra det 16. Aarhundredes Midte (1554) naar den er op
ført af en anselig Familie (Brokkenhuus) Herskabet var der e i;