461 / 581
saare meget til Laurits, som hendes Mand havde holdt grumme
meget af. Hun var rolig; at Taarerne kom i Øynene, det var
saare naturligt. Den ældste Datter synes dybt bedrøvet; Dyet
var stedse giindsende af Taarer. — G eb au er lever i Aarhuus.
Jeg havde besluttet mig til ei at gaae til ham, da jeg maatte
frygte for at saare ham, og blive saaret. T il min store Glæde
traf jeg 2 unge talentfulde Kunstnere i Domkirken, som malede
en Prospect af dens Indre. Den ene, en Søn af Oberst Guld-
berg, er Eleve a fG e b a u e r . Om Eftermiddagen samme Dag-
kom Gebauer hen til mig i Kirken, jeg har levet flere meget beha
gelige Timer med ham; han har havt mig hos sig den sidste
Aften jeg var i Aarhuus, og givet mig en lille net Haandtegning
med. Men det som glæder mig endnu mere: det rolige af
sondrede Liv, han har ført. mellem Mennesker som have gjort
alt for at gjøre lians Tilstand saa behagelig som mueligt,
dette L iv har tillige havt den gavnligste Indflydelse paa ham
som Kunstner. Det Arbeide han sidst har faaet færdigt — en
Scene af et Qvæg Marked, hvor en Slagter og en Pranger til
Hest ere Hovedpersonerne — hører til det F o r t r i n l i g s t e han
nogensinde har malet. Hvor tungt at denne Kunstner skal
være saa pirrelig, saa mistænkelig!
Nu veed jeg af ham
selv, at flere galvaniske Forsøg for at hjelpe paa lians D ø v
h e d (en Følge af indslaaede Kopper) ei have gjort ham mere
lydhør, men svækket og forstyrret hele hans Nervesystem. —
Egnen om Aarhuus er deilig; især ere Skovene ved Marselisborg
saa tiltrækkende, at jeg næsten kunde fristes til at sammenligne
dem med de smukkeste Partier i Dyrehaugen.
See det var dog nogle Nyheder.
Nu lidt om mig selv
endnu! Mit Udbytte er af den Art, at dersom Viborg og Ribe
ei gandske skuffe min Forventning, saa bliver jeg sagtens
Author i Løbet af næste Aar. Min R e is e vil neppe blive
Gjenstanden for min Skriven, men vel de danske Kirker og
Kirkebygninger overhovedet, og derved haaber jeg tillige at komme
til at tale et og Andet om Malerie, om den ældre nederland